Da Carcel fik branchen til at walk the walk
Carcel vil noget nyt, noget andet. Også som en del af Copenhagen Fashion Weeks officielle kalender. Og det bibragte i dag en showoplevelse uden fortilfælde.Carcel, The Lab, tirsdag den 28. januar 2020, klokken 10.00.
Well, that’s a first.
Carcel har i dag gjort noget, som der – for undertegnede i hvert fald – ikke er set før. Det danske brand åbnede i dag modeugen, og det er som om, at ordene mangler her godt en halv time efter. Ikke fordi der ikke er noget at sige om det danske brands debutshow. Slet ikke. Mere fordi de har fjernet det, som man som anmelder normalt skal tage stilling til, tøjet, og erstattet det med noget andet. Noget, der ser på det større billede. Et budskab.
Det smalle hvide lokale på The Lab var lyst op af de snorlige rækker af solgule stole, som var vendt mod det hævede hvide podie i midten af lokalet. Alt så ud som forventet, når man træder ind til et modeshow. Ud af højtalerne kom eksotiske lyde, løvebrøl, vand, der løber. Junglestøj, som går fint i spænd med Carcels DNA, hvor indsatte kvinder i Thailand og Peru syer de karakteristisk dogmatiske og anti-sæsonfokuserede kollektioner af strik og silkestyles. Ja, selv da lyset blev dæmpet og en fotoinstallation – skabt i samarbejde med kunstner Kristian Kirk – fyldte væggene med billeder af skovbrande, regn og oversvømmelser, var man ikke overrasket. Pludselig sagde en stemme “Welcome to a new decade,” mens videoerne illustrerede livet for de indsatte, mens de grinende, talende, koncentrerede syer og farver tøj for Carcel på den anden side af kloden. “What season is this?” spurgte Carcel os og opfordrede: “Let’s change the walk. Let’s walk the walk.” En efter en blev alle showets gæster inviteret op på podiet og tog den tur, som vi ellers blot beskuer. Her var ingen modeller. Her var intet tøj. Kun et budskab og en opfordring til at bruge det nye årti på at lade vores handlinger afspejle vores snak.
Der er ingen tvivl om, at modtagelserne på Carcels show vil være blandede. At nogle vil synes, det er alt for frelst. For provokerende. Det ved jeg, og det ved Carcel for den sags skyld også. For det er kontroversielt at tage et så fasttømret og, ja, næsten helligt koncept og putte det i makuleringsmaskinen og præsentere strimlerne for dem, der ellers kender manuskriptet så godt. Men Carcel har i sin stadig korte levetid bevist, at de ikke er bange for at være kontroversielle. Og heller ikke er bange for at tage konsekvenserne af deres handlinger. Det så vi blandt andet, da brandet landede midt i en international shitstorm omkring deres samarbejde med fængselsindsatte. Carcel stod fast på deres principper igennem stormvejret, til det havde lagt sig, og kom – tør jeg vove at påstå – kun stærkere ud på den anden side.
Og netop dette er mit argument for, hvorfor det hverken er FOR provokerende eller FOR kontroversielt, når et brand som Carcel laver et ’show’ som dette.
Og ja, det er klart, at det havde været fedt at se deres designs. Og at hvis alle gør, som Carcel gjorde i dag, så er der slet ingen modeuge. Og det er jo ikke ønsket – heller ikke Carcels, er jeg sikker på. Men når man tænker over det, så gav det fin mening at gå direkte fra Copenhagen Fashion Weeks pressekonference om deres nye ambitiøse, bæredygtige handlingsplan til den oplevelse, vi fik af Carcel i dag. En oplevelse, der var en anelse provokerende, ja, men som også var både et modigt træk og et frisk pust i en branche, som – kan vi vist alle kan blive enige om – trænger til nye vinde. Og tøj, det skal vi helt sikkert nok få rigeligt af resten af ugen.
Se alle billederne fra showet her.