Et kig indenfor: Sunflowers pop-up i Stockholm
Danske Sunflower er i denne måned aktuel med en pop-up hos Scandinavian Man i den svenske hovedstad. Et marked, der er af særlig interesse for brandet, fortæller stifter Ulrik Pedersen.Det danske brand Sunflower, der blev født i 2018 ud af en frustration over branchens omskiftelige trends og som siden har høstet stor ros for sine karakteristiske 70’er inspirerede genfortolkninger af klassiske herreitems, er i denne måned aktuel med en pop-up hos det svenske mode- og livsstilsmagasin Scandinavian Man. Her vil besøgende kunne se nærmere på og købe brandets AW19-kollektion, som for første gang så dagens lys under stifter Ulrik Pedersens showdebut til Copenhagen Fashion Week i januar 2019.
Et show, der fik Fashion Forums anmelder, Martin Mitchell, til at spå, at den nyeste satsning fra den tidligere NN07-grundlæggers erfarne hånd kunne blive dansk herremodes næste store hit.
Butikken er placeret i en separat del af Scandinavian Mans kontorlokaler i det centrale Stockholm, hvor de flyttede ind tidligere i år. Lokaler, der med sin størrelse, indretning og placering i et område med mange forbipasserende er blevet dedikeret til fremtidig pop-up område for udvalgte modebrands. Og det er et initiativ, der passede godt med Sunflowers ønske om at udvide tilstedeværelsen i Sverige – og som har givet Ulrik Pedersen mulighed for at tage første skridt udi fysisk retail med sit nye mærke.
“Sverige og specielt Stockholm er et super interessant marked for Sunflower – i dag sælges Sunflower kun online hos Trés Bien i Sverige. Derfor har det været vigtigt for os at lave et fysisk univers i Stockholm, hvor hele vores koncept vises i de rette omgivelser,” fortæller han om satsningen.
Få et kig indenfor i Sunflowers pop-up herunder.
Pop-up butikken har adresse på Mäster Samuelsgatan 42 i Stockholm og har åbent fra tirsdag til fredag klokken 11.00–18.00 og lørdag fra klokken 12.00–16.00 frem til den 2. november 2019.