Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Sunflower, Moon, Ulrik Pedersen
Alle nyheder, Indland, Modeuge

Nyt dansk herrebrand: “Vi vil pille tempoet ud af herremoden”

Det er med kvalitetsmaterialer og en insisteren på det langsommelige, at dansk herremodes nye ambitiøse satsning, Sunflower, vil drive sig fremad. Vi har talt med CEO Ulrik Pedersen her kort før brandets showdebut.
Det er med kvalitetsmaterialer og en insisteren på det langsommelige, at dansk herremodes nye ambitiøse satsning, Sunflower, vil drive sig fremad. Vi har talt med CEO Ulrik Pedersen her kort før brandets showdebut.

Fra studiet midt i Københavns gader går det nyetablerede, danske herrebrand Sunflower imod herremodens nuværende hastighed og trendfiksering. I stedet er det genfortolkninger af klassiske herreitems inspireret af ungdoms- og subkulturer og med designmæssige nik til Bauhaus-æstetikken og funktionalisme, som der arbejdes på at præsentere for det danske modepublikum i næste uge. Alt sammen i et gennemført retrospektivt univers, der leder tankerne hen på 70erne og de tidlige 80ere, og som balancerer det nørdede med det cool, i et udtryk, der er både minimalistisk og internationalt funderet. Målet er at gøre de essentielle dele i mandens garderobe spændende, på en måde, som de – ifølge brandets CEO Ulrik Pedersen – ikke er nu.

“Der ligger noget og ulmer, noget, som folk gerne vil tilbage til. Og det gør os som brand interessante, fordi vi netop går tilbage til rødderne. Tilbage til at lave herretøj, som vi mener, herretøj skal laves. I branchen er der lidt for mange oversize sweatshirts i dårlig kvalitet med et logo, der er kastet på. Det er kun interessant i to måneder, og det tempo vil vi gerne pille ud af herremoden,” forklarer stifteren, der med sine mere end 14 års erfaring fra modebranchen har set det meste, og tilføjer:

“I stedet laver vi gedigne herrekollektioner i lækre metervarer fra især Italien og Japan med gode pasformer og forarbejdninger, og som er produceret udelukkende i Europa,” fortæller han og understreger:

“Fordi for os er det en succes, hvis folk vil bruge vores tøj i lang tid. Vi føler, at der er et stort hul i markedet på herresiden, og det vil vi gerne udfylde. Vores koncept, brand og kvalitet går hånd i hånd. Jeg lavede Sunflower, fordi jeg ikke kunne finde den balance i andre brands på markedet. Nogle havde dele af det, men ingen havde hele pakken på den måde, jeg nu føler, vi har skabt med Sunflower.”

Med “vi” mener Ulrik Pedersen et hold af nogle af de mest prominente modefolk i Norden, der på konsulentbasis og fra hver deres kompetencefelt rådgiver ham i brandets udvikling. Derudover trækker han på sin egen erfaring som blandt andet stifter af NN07.

“Mit team er håndplukket af de bedste folk på hver deres front. Jeg arbejder for eksempel sammen med Moon om konceptet omkring brand og strategi, den svenske designer Bengt Thornefors, der har designet for Saint Laurent og HOPE og Alan Blond, der har stået i spidsen for udvikling og produktion hos Norse Projects og Mads Nørgaard,” siger han og tilføjer:

“Jeg føler, at det her hold er det bedste inden for herremode i Skandinavien. Vi kunne sagtens have tjent hurtige penge fra dag ét ved at sælge til en masse butikker, men så ville vi gå på kompromis med vores koncept, der hviler på langsommelighed. Vi sagde faktisk nej til 25 kunder i Skandinavien alene ved første indsalg i januar sidste år,” fortæller han. Netop nu tæller deres danske retailere Goods på Østerbro og Stoy i Aarhus, der på hver deres måde har været med til at tegne dansk herremode det seneste årti. Goods med fokus på det gedigne håndværk og kvalitet, Stoy som den stærkt konceptuelle butik med international karakter.

Sunflower, Ulrik Pedersen, Moon

Kompromisløse kvalitetskriterier

Moden står ved en skillevej, hvor man som brand skal gøre op med sig selv, om man kan retfærdiggøre den nuværende hastighed, som meget tøj produceres i. I en tid med stor debat om overproduktion og miljøkriser, bør pilen pege mod det kvalitetsdrevne og skrædderhåndværksbårne, mod det langsommelige. Det er netop dét, Sunflower er eksponent for, og som Ulrik Pedersen er opmærksom på kan være nøglen til et gennembrud.

“For os handler det ikke udelukkende om salgstal og kommercielle produkter. Vi skal selvfølgelig kunne leve af det, men idéen er, at brandet skal være, som vi vil have det og det kræver tålmodighed,” lyder det fra Ulrik Pedersen, der med Sunflower satser på at ramme den kvalitetsbevidste mand med interesse for det moderne. En mand, der kan genkende og sætte pris på håndværk og som har fået nok af det hurtige fiks af sweatshirts med print, som er fremtrædende i dagens streetprægede herremode.

“Vores idégrundlag hviler på en stor kompromisløshed. Vi vil udelukkende arbejde på toppen af pyramiden i alt fra produkter og materialekvalitet til retailere. Men vi skal ikke ud og være et stort kommercielt brand,” forklarer Ulrik Pedersen, der for et år siden lancerede Sunflower efter to års grundigt forarbejde.

Ved indgangen til brandets anden sæson, har Sunflower landet en aftale med RICH & HANC Agency, der også står for distributionen for blandt andre North Face og MUF10. Herfra er ambitionen at ramme de stærkeste butikker på verdensplan. Her ville Dover Street Market i London eller amerikanske Totokaelo være oplagte destinationer for det danske brand, der pris- og udtryksmæssigt passer godt til udenlandske konceptbutikker.

Sunflower, Ulrik Pedersen, Moon

Nyt herreblod til modeugen

De seneste år er flere og flere spændende herremærker skudt frem i Danmark. Og en del af dem er tilføjet til modeugens ellers kvindeprægede kalender. De skal være med til at løfte arven efter mærker som Wood Wood og Soulland og senest Han Kjøbenhavn, som alle er vokset fra at være lokale streetwear-brands til internationalt funderede modemærker – og som siden har forladt den danske modeuge. Nu vil Sunflower også byde ind som arvtager og præsentere sig selv for mode-Danmark.

“Vi skal bruge vores event under modeugen i København til at gøre opmærksom på os selv. Til at vise, hvordan man også kan lave show, fordi det bliver ikke et traditionelt show. Vi samarbejder med musikeren August Rosenbaum, som vi også netop har lavet en musikvideo sammen med. Vi skal ud og vise den nye kollektion, som vi er umanerligt stolte over, og som tager os et skridt videre med suiting og konfektion mere i fokus,” fortæller Ulrik Pedersen og understreger, at tanken om at præsentere andre steder end København aldrig har været på tale.

“Vi bor i København og er stolte over at være københavnere og danskere. Vi vil gerne vise, at vi er danskere. I bund og grund er det en bonus at være fra Danmark ude i den store modeverden,” siger han og tilføjer, at selvom de er et nyt og relativt ukendt brand, så har de ingen bekymringer på opmærksomhedsfronten:

“Jeg tror faktisk, det er en styrke, at vi ikke er så kendte. Dem, som vi gerne vil ramme, vil gerne se noget nyt. Der mangler også herreevents under modeugen, så vi er overbeviste om, at det nok skal gå godt,” forklarer han og afslutter:

“Vi skal give et billede af Sunflower som brand og have tøjet ud på gaden.”

Sunflower har show tirsdag den 29. januar klokken 12 under Copenhagen Fashion Week.

Sunflower, Ulrik Pedersen, Moon