Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Ecco sparer millioner af liter vand med ny teknologi

Ecco Leather har udviklet en ny garvningsteknologi kaldet DriTan™, der betyder, at de kan spare mere end 25 millioner liter vand og 600 tons slam om året.
Ecco Leather har udviklet en ny garvningsteknologi kaldet DriTan™, der betyder, at de kan spare mere end 25 millioner liter vand og 600 tons slam om året.

Læderindustrien er bare ét af de steder, hvor der stadig er god plads til forbedring, når man taler klima og miljø. Men det vil den danske skogigant Ecco bidrage til at komme et skridt nærmere. I ønsket om at fremme en mere ansvarsbevidst læderproduktion har virksomhedens egen læderproducent, Ecco Leather, udviklet en ny vandbesparende teknologi kaldet DriTan™. En teknologi, de håber kan være med til at transformere den globale garvningsindustri, der de sidste 10.000 år har involveret store mængder vand.

“Vi startede ud med det fundamentale spørgsmål: Hvordan kan vi garve uden vand i en verden, hvor vand bliver en større og større mangelvare – kan det overhovedet lade sig gøre?” fortæller Thomas Gøgsig, Chef for Anvendt Videnskab hos ECCO, i en pressemeddelelse.

Med udgangspunkt i det spørgsmål gik Ecco Leather i gang med at forske i mulighederne. Nu, fem år senere, er de klar til at præsentere det, de har udviklet – og stadig er ved at forfine – nemlig en metode til at udnytte fugten, der allerede eksisterer i skindet, og på den måde spare flere millioner liter vand årligt.

Vil dele sin opfindelse globalt

Mere konkret mener Ecco, at de på deres garveri i Holland, hvor den nye metode først blev indført, vil kunne spare 20 liter vand per skind med den nye DriTan™-teknologi, hvilket svarer til mere end 25 millioner liter vand om året. Derudover kan metoden reducere mængden af affald, da der i forbindelse med traditionel garvning produceres store mængder slam. Via DriTan™ reduceres dette med 600 tons slam om året, ligesom at mængden af spildevand også mindskes.

Foruden Eccos interne produktion, hvor DriTan™-teknologien lige rulles ud, er virksomheden også interesseret i at dele deres opfindelse med hele den globale læderindustri på sigt.

“Vi håber, vi kan finde måder at dele vores nye teknologi med vores partnere og industrien på verdensplan. Først skal vi lære, hvordan det fungerer in-house,” afslutter Thomas Gøgsig.

Som introduktion til deres nye materiale, har Ecco allerede lanceret en version af deres ’Ecco Soft 8’-sneakermodel i DriTan™-læder.

LÆS OGSÅ:

Ecco fremlægger sine bedste resultater nogensinde