Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Revolver øger sit skandinaviske fokus
Alle nyheder, Indland

Revolver intensiverer sit skandinaviske fokus

Når den nye messesæson skydes i gang til januar, vil Revolver sætte yderligere fokus på den stærke skandinaviske modescene.
Når den nye messesæson skydes i gang til januar, vil Revolver sætte yderligere fokus på den stærke skandinaviske modescene.

At der er interesse for skandinavisk mode for tiden, kan ikke komme bag på særligt mange. Derfor virkede det oplagt at Revolver, med succes, prøvede kræfter med en samlet skandinavisk pakke i form af Scandinavian Manifesto under sommerens Pitti Uomo-messe i Italien. Og selvom Skandinavien altid har været i Revolvers fokus, vil man understrege netop det element yderligere ved den hjemlige modemesse.

“For at lokke de bedste brands, indkøbere og presse til København og til Revolver har vi altid troet på en cocktail, der blander Skandinavisk mode med ditto mad, kunst og design, og som finder sted i hjertet af vores by. Det er simpelthen Revolvers DNA,” fortæller Christian Maibom, stifter og kreativ direktør for Revolver, i en pressemeddelelse og understreger dermed vigtigheden i at vise lige netop dét, som Skandinavian har at byde på til omverdenen.

Derfor vil de etablerede brands som Hope, Mads Nørgaard Copenhagen, Stine Goya, Wood Wood og Henrik Vibskov når næste messesæon den 30. januar skydes i gang, få følgeskab af flere nye mærker i Revolver-regi. For eksempel vil Mark Tans nye ready-to-wear linje MDKT Studio, Magasinprisvinderen Helmstedt Studio og Asger Juel Larsens nye mærke Unridden, foruden Marimekko, L`Homme Rouge, AF Agger, Britt Sisseck, Klättermusen, Rue de Tokyo, Just Female, Hansen Garments og de norske brands Maud og Fram by Høyer slutte sig til det stærke skandinaviske lineup.

“Revolver er en lille messe sammenlignet med mange andre. Vi har ikke en million kvadratmeter, som vi skal udfylde. Det gør vores indsats meget fokuseret, nogle vil endda kalde os kræsne. Men det er vigtigt for os at præsentere brands, der passer til vores koncept og som bidrager med en relevant trafik af kvalitetsindkøbere,” fortæller Clara Leone, Revolvers direktør, og uddyber:

“Derfor foretrækker vi at arbejde med skandinaviske brands eller brands, der har en allerede eksisterende distributør i den nordiske region. Det handler om at være relevant, for tid er dyrebart – så du har bare ikke at spilde den.”