Scandinavian Manifesto er overskriften på et nyt område af den italienske herretøjsmesse, Pitti Immagine Uomo, kurateret af københavnermessen Revolver.

I det nyetablerede skandinaviske område vil Pitti og Revolver sammen præsentere 15 skandinaviske herrebrands – fra etablerede navne, som Norse Projects, til helt up-and-coming brands, som mfpen.

Herudover vil det skandinaviske element understreges af nutidigt, nordisk design, skandinaviske møbelikoner og kulinariske elementer fra de nordiske breddegrader.

“Det ligger i Pitti Imagines DNA at researche de mest interessante landes aktuelle modescene,” siger kommunikationsdirektør på Pitti Immagine, Lapo Cianchi, i en pressemeddelelse og fortæller videre om det kuraterede udvalg af herrebrands:

“Hver især kommunikerer de deres individuelle idéer, mens de tilsammen udtrykker essensen af skandinavisk design og livsstil. Vi er meget tilfredse med partnerskabet mellem Pitti Immagine og Revolver, der vil styrke denne sæsons appel yderligere.”

Et af de overordnede formål med at samkuraterere de skandinaviske brands med design og mad er at få messens indkøbere og presse til i dybden at forstå, hvordan den skandinaviske livsstil og kultur influerer og underbygger herretøjsscenen herhjemme.

Om samarbejdet siger grundlægger og kreativ direktør på Revolver, Christian Maibom:

“Vi er super stolte af, at Pitti Uomo har valgt os til at skabe det her projekt med dem. Pitti Uomo er verdens førende platform for herretøj, og vi tror på, at det er en unik mulighed for vores brands til at vise, hvad det bedste af moderne, skandinavisk herremode har at tilbyde.”

Revolver har tidligere haft succes med at samarbejde med den ligeledes italienske messe White.

Samarbejdet mellem Pitti Uomo og Revolver er foreløbigt planlagt til at vare tre sæsoner. Den fulde liste af deltagende brands bliver offentliggjort senere på måneden.

Pitti Uomo finder sted d. 12.-15. juni 2018.