Anmeldelse: Stine Goya AW11

Scenen i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium var bemærkelsesværdigt strippet for scenografi inden Stine Goyas AW11 show gik igang. Men der var selvfølgelig en tanke bag, en ligeså bemærkelsesværdigt god én, faktisk, hvilket åbenbarede sig snart efter, da salens gigantiske orgel, illusionistisk kom til live med et underspillet, dramatisk lysshow og en projicering af marionetdukker og tikkende urværk.

Så var scenen sat for et show, der skulle slå fast, at Stine Goya ikke er uddannet printdesigner for ingenting. Første styles viste et semiabtrakt mønster med masker i farverne brun, creme, karry og sort på en heldragt med dyb v-udskæring og revers, en enkel kjole med drapering fortil, en bluse med trekvart lange ærmer og rund hals og loose, men stadig fittede bukser – alt sammen i Stine Goyas obligatoriske, matte silke. Disse snit gik igen og viste siden Stine Goyas brillante farveforståelse, der her blandt andet kombinerede en mørk gammelrosa med rustrød og bordeaux.

Stine Goya holder sig tro mod sine snit, men havde tilrettet og opdateret. En efterhånden klassisk Goya-jakke med flæseskød havde fået markerede skuldre med runding og kjoler og frakker havde fået nye revers og detaljer. De påsyede skuldre, var i øvrigt gennemgående i kollektionen og nåede man at tænke, at vi da har set så rigeligt af skuldre i de forgangne sæsoner, kom man hurtigt på andre tanker. De gjorde sig nemlig utroligt godt på disse enkle designs og især på den stramme korte læderjakke med lynlåskanter, der nok skal blive et fashionista musthave.

Fra de rødlige farver bevægede farvepalletten sig friskt over i det syrligt gulgrønne og lidt varmere karry og de to hvide frakker, en oversize ”Dollars-frakke” med store guldknapper og en elegant, smal frakke med et kompliceret perleindsnit, gjorde sig bemærket i den lyse afdeling.

Silhuetten var generelt smallere end i SS11, men stadig klædeligt loose og minimalistisk, hvilket spiller godt til både det printede og signaturdetaljerne med guldknapper og -lynlåse. To rustrøde kjoler, én med flæseunderdel og en med bindebånd i halsen, stak noget af fra en ellers virkelig lækkert fitted kollektion, med en pasform, der i bedste fald, bare ikke rigtig gjorde noget for kroppen derunder.
[[addon]]Med endnu fire all-over prints fastlog Stine Goya, at det er printen, der er hendes speciale, og især de sort hvide ”malede” striber gjorde sig godt og grafisk på en jakke med tilhørende bukser. Dertil kom et mere romantisk (men stadig råt) sort/hvid print med blomster, grafiske former i pastel på sort baggrund og en gråtonet (og nok også mere gangbar for de mindre modemodige) udgave af det første maskemønster.

Silke og tung jersey fik modspil af læder og en god grov strik og gør at kollektionen rummer det casual og lidt romantiske, det rå og det ret så cool. Og er super anvendelig for mange, hvor kedeligt et ord det end måtte være.

Som inspiration til ‘The Puppet Ghetto Collection’ har Stine Goya haft kig til de mere dramatiske og mørke sider af livet, hvilket blev opsummeret i den enkle brudekjoles hvide forstykke og sorte bagstykke. Heldigvis, er både livet og Stine Goyas kollektion mere nuanceret end sort og hvid, og vi kan se frem til et Goyask vinterhalvår i smukke legende farver.