Anmeldelse: Margit Brandt AW11

1920ernes dandyer med deres besmykkede suits og starletter som Marlene Dietrich og Katharine Hepburn i feminine kjoler med markeret talje og vidde i skørterne havde inspireret til Margit Brandts AW11 kollektion. Dertil havde Kreativ Direktør, Julie Brandt Dam ladet sig inspirere af sin egen familiehistorie med Brandternes storhedstid i 1960- og 1970erne som udgangspunkt. 
Disse to spor gik igen i AW11 kollektionen, der af samme grund blev præsenteret på Jazzhouse under passende, men trænge, rammer i et show der fik så hatten passede på, ja, showsiden. Første model tømte først og knuste dernæst et whiskeyglas på scenen. En effekt, der desværre virkede noget påtaget, og som, igen desværre, satte stilen for kollektionen, der blev vist. For også den manglede flere steder troværdighed og kvalitetsmæssig tyngde.

Referencerne var tydelige såmænd; Her var blandt andet pin stripe suits, et par yndige kjoler med prints i både blomster og striber, hvoraf sidstnævnte havde et fint revers, smalle ruskindsleggings, detaljen fra en broche på et suit blev ført videre som en applikation på en fin, sort, knælang kjole med manchetter. De sorte indslag i velour fungerede godt og undervejs så man flere af den slags korte jakker, som viser designerens store forståelse for, hvilke elementer der helst skal indgå i en moderne kvindes garderobe.
Men så var der også, i showets første del, jakkesæt i utidssvarende snit og, i showets anden del, en klodset nederdel i brunt læder og tilsvarende brune, ternede elementer og tung strik forenet i en silhuet, som måske nok er inspireret af en svunden tid, men som på den anden side heller ikke indrammer en moderne femininitet. 

Og det er ærgerligt. For er der nogen, der har innoveret i den danske modebranche, så er det familien Brandt. Da de sidste sæson viste en flot fortolkning af det ikoniske safari look, var de både tro mod deres egen historik og den fremtidige designmæssige udvikling af deres brand. 

At arbejde ud fra en ”moderne dandy” tematik virker umiddelbart som et oplagt valg for et mærke med Margit Brandts historie. Den skaber nemlig mulighed for at forene æstetik og elementer fra brandets ”første runde” og samtidig indfange en gennemgående tendens i det eksisterende modebillede, hvor lige netop de samme maskuline karakteristika er med til at skabe en ny femininitet. Og det er ikke potentialet til at indfange strømninger, som det har skortet på i det Brandtske hus.

Derfor er det med lige dele ærgrelse og undren at konstatere, at Margit Brandt denne sæson ikke rigtigt ”kom ud over rampen”, men forblev en kopi af sig selv. 

[[addon]]