Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Anmeldelse: Wood Wood AW11

AW11-kollektionen "Below the Above" er Wood Woods mest helstøbte i lang tid.
AW11-kollektionen "Below the Above" er Wood Woods mest helstøbte i lang tid.

Meddelelsen om at Wood Wood fra næste sæson rykker deres showaktiviteter til Berlin Fashion Week kom aftenen inden afviklingen af designertrioens AW11-show.

Måske derfor, og måske fordi det var modeugens næst-sidste show, var der en helt særlig energisk stemning i Carlsbergs lokaler på Pasteursvej, inden showet blev skudt i gang. Og den energi forløste Wood Wood til fulde med en kollektion, der er deres mest helstøbte i lang tid.

Wood Wood placerer sig et sted imellem street og mode og skeler ofte til de londonske subkulturer i deres kreative proces. Deres AW11-kollektion ”Below the Above” var stærkere og mere konsekvent i sit udtryk end de seneste par sæsoner.

Med modellerne, både drenge og piger, stylet med turban, lang fletning og lag på lag, var der lagt op til en afsøgning af kulturel mangfoldighed med udgangspunkt i egnsspecifikke håndværksmæssige traditioner fra England, Skotland og Italien. Wood Woods moderne nomade, der uden at fryse ville kunne begå sig vejrmæssigt på vindblæste højdedrag, var dog gjort 90er hip med creepers og hvide sokker og referencen til den londonske undergrund og "mod" scenen spillede flot op imod nomade-æstetikken.

Multikulturalisme i bred forstand var altså kodeordet, mens særligt den nordiske egnsbeklædning havde været til inspiration for designer Lotte Bank.

”Jeg har lavet en collage med nogle genkendelige prints og strikstrukturer. Mønstre som kendetegner den nordeuropæiske folklore,” forklarede hun inden showet.

Nordisk folklore er i Wood Woods fortolkning lig med mønstermix i kapper og lækre tykke striktrøjer med rund hals udover tilknappede, flagrende lette skjorter, trenchcoats i bl.a. en dun-version og smalle jeans til pigerne. 
Drengene var i både jeans og chinoes, bomber jackets, underspillede farvedetaljer, denimskjorter i strib og ligeledes strik, opknappede skjorter og i tillæg trøjer med WW printet. 
Alt holdt i en flot og ens farveskala fra blå, army og bordeaux til kanel, sandfarvet og camel.

Thomas Barfods insisterende tunge rytmer og Carlsbergs rå lokaler dannede den perfekte ramme for en kollektion, der sender Wood Wood af sted til Berlin i den allerflotteste stil. Tilbage er bare at glæde sig til, at de forhåbentligt holder show i København igen inden alt for længe.

[[addon]]