Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Anmeldelse: Kunstakademiets Designskole SS12

Skal man opsummere sommerens københavnske designdimittender med et ord, må dette være ’konstruktion’. Der var intet at udsætte på udførelsen, og det er faktisk ganske fantastisk at være vidne til.
Skal man opsummere sommerens københavnske designdimittender med et ord, må dette være ’konstruktion’. Der var intet at udsætte på udførelsen, og det er faktisk ganske fantastisk at være vidne til.

En ikke uvæsentlig del af det at tage en designuddannelse er at lære at tæmme sin kreativitet. Og den evne mestrer sommerens kuld fra Danmarks Designskole til fulde. Showet fandt sted på det tætpakkede rådhus.

Karoline Birkedal Thomsens kreationer var de første på podiet, og satte et meget flot niveau, der oven i købet skilte sig ud fra en lang række af de andre unge talenter. Hun havde nemlig fokuseret på, hvad der kan findes i Bermudatrekanten mellem sportstøj, fritidstøj og high fashion.

Koboltblå og sølvgrå

Holdt i koboltblå og sølvgrå fremviste hun en løs silhuet med meget lækre detaljer i gyldent hardware. Tøjet var stylet ensfarvet lag på lag – med enkelte afstikkere, blandt andet en klassisk amerikansk collegejakke i kraftig jersey med ærmer af noget, der lignede kork (!). Innovativt og – hvis materialet kan tåle regn – bestemt også smart. Karoline Birkedal Thomsen spås her på redaktionen en stor fremtid i et hus som Nike eller Adidas.

En lang række af dimittenderne havde fokuseret på samme løse, flydende, transparente silhuet med korte mavebluser og lange cardigans lagt lag på lag over gulvlange kjoler, og en af dem, der gjorde det bedst, var bestemt Louise Boye Andersen, der havde tilsat noget af det pæneste print, jeg længe har set. Hende kan man for øvrigt også se senere på ugen ved et andet show, hun er nemlig udvalgt til at deltage på i konkurrencen Designer’s Nest.

Glade prikker

Printede prikker, i skiftende glade – og dog smagfuldt afdæmpede – farver, på florlette stoffer, og hvide prikker på en baggrund af akvarellignende mørk blå. Særligt et par prikkede shorts – i en fast, kraftig bomuldskvalitet – der med megen vidde i livet blev holdt sammen af et bælte sprang i øjnene som en noget nær perfekt blanding af kommerciel og kreativ.

Milla Jamilla Norlund stak også af fra feltet med en kollektion, der ved første øjekast kunne virke enkel, men ved nærmere eftersyn åbenbarede fantastiske og meget vellavede detaljer. Et par bukser med fylde om hoften, som vi har set dem i mange sæsoner, viste sig at være skabt som oversize jeans, men hæftet ind, så den overskydende taljevidde faldt blødt over hoften.

På samme måde et par shorts og en kjole, hvor klassiske westernfrynser var erstattet med noget, der kunne ligne ponymanke, en strittende hanekam, der rejste sig fra ærmer og bukseben. Milla Jamilla Norlund har bestemt ideerne til en flot karriere.

Overvældende overtøj
Både lingeri og overtøj var ligeledes repræsenteret på podiet. Til sidstnævnte kategori havde Nynne Winther Christensen skabt et par vanvittigt smukke – og superlækre – jakker. Først en knælang frakke i kraftig beigefarvet, børstet uld, der vra ornamenteret med en bred kappe i samme materialer men med et smukt enkelt mønster skabt af huller i det tykke stof. Sidste indgang fra Nynne Winther Christensen var en taljekort jakke i blankt brunt læder med rundede overdimensionerede skuldre og en rund revers i rulam. Den var…perfekt.

Sidste kvinde på podiet – Rebecca Louise Frederiksen – havde skabt en meget feminin kjolekollektion, der bevægede sig ubesværet fra day til evening wear. En elegant asymmetrisk hvid kjole med spænder, som vi kender dem fra rygsække havde fået det ene(ste) ærme besat med klippet vaskebjørnepels (Finn Racoon), en detalje, der samlede looket lige midt imellem drama og casual.

Imponerende drama

Også en lang, rød kåbe havde detaljer af indfarvet rød pels på venstre ærme og var kreeret, så venstre side havde kappeeffekt, mens højre side blev holdt samme af et bælte. Rebecca Louise Frederiksens kollektion var dramatisk – i hvert fald de nævnte styles – og ikke så kommerciel som flere af de andre, men så veludført, at man alligevel står ovenud imponeret tilbage.

Og skal man opsummere sommerens københavnske designdimittender med et ord, må dette da også være ’konstruktion’. Der var intet at udsætte på udførelsen, og det er faktisk ganske fantastisk at være vidne til – de elleve designere er vitterligt klar til at træde fra den trygge skoletilværelse og ud i verden.