Becksöndergaard lancerer herrekollektion
Accessories-brandet lancerer nu en herrekollektion - fokusgruppe har hjulpet med udviklingenAccessories-brandet Becksöndergaard, der laver tasker, punge og tørklæder til kvinder, lancerer nu en herrekollektion, der præsenteres under den kommende modeuge. Tankerne om en herrekollektion har været længe undervejs, og nu er det endelige resultat klar, der altså rammer butikkerne til efteråret, forklarer Lis Beck, partner og direktør i Becksöndergaard, til FashionForum.dk.
”Nu har vi lavet accessories til kvinder i 6-7 år og leget med ideen om en kollektion til herrer i et par år også. Mænd har været vilde med vores designs til kvinder, og de har faktisk også købt nogle af de mere maskuline styles. Derfor synes vi, der kunne være plads til deciderede herreaccessories, der gør det samme for mænd, som de gør for kvinder,” fortæller hun og påpeger, at der, ligesom til kvinder, blandt andet er tale om langtidsholdbare tørklæder, der kan holde fra sæson til sæson.
”Men mændene må godt få lidt lir også. Så der er lækre æsker med overraskende grafiske elementer, og kollektionen har en god grundpalet af farver, med overraskende indslag af lidt neon eller striber – små detaljer, så mænd også kan få noget, der er kræset for og ikke er alt for højtideligt,” fortsætter hun.
Hvad mænd vil have
Men hvordan udvikler man lige en herrekollektion, når stort set alle i firmaet er kvinder?
”Vi lavede faktisk en fokusgruppe på 20 vidt forskellige mænd for at afdække, hvad mænd vil have og hvilke accessories, de mangler og gerne vil have. Da vi gik i dybden med dem, viste det sig jo faktisk, at de gerne ville have lidt farver, og at det gerne må larme lidt,” siger hun og forklarer videre, at man har ansat en designer, der kan koncentrere sig 100 pct. om herrelinjen.
”Så vi havde en meget tæt dialog med fokusgruppen og andre mænd, så de kunne komme med kreative input – det var sjovt at arbejde med en helt ny målgruppe. Det var utroligt spændende at arbejde på taskesiden med noget der er virkelig, virkelig funktionelt – det er det også til kvinder, men slet ikke på samme niveau; detaljerne i tasken skal være mere funktionelle, der skal være flere lommer, etc. Det har gjort det endnu mere udfordrende, fordi det produktionsteknisk er mere krævende,” afslutter Lis Beck.
Herrekollektionen bliver lavet to gange om året.