Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Modeugens Aktører: Vision

Natasha Skou er PR & Marketing-ansvarlig for Vision, Københavns nye modemesse. Læs med og hør om lagre af hurtig sukker, indfløjet presse og hvordan Natasha Skou var med på den første CPH Vision-messe i 1998.
Natasha Skou er PR & Marketing-ansvarlig for Vision, Københavns nye modemesse. Læs med og hør om lagre af hurtig sukker, indfløjet presse og hvordan Natasha Skou var med på den første CPH Vision-messe i 1998.

Når modeugen løber af stablen summer branchen af liv. Men mange har brugt flere måneder på at forberede de intense modeuger, der for mange er årets højdepunkt. I serien Modeugens Aktører møder vi en række forskellige mennesker, der alle arbejder professionelt med modeugen.

Natasha Skou er PR & Marketing-ansvarlig for Vision, Københavns nye modemesse. Som en sammenlægning af CPH Vision og Terminal-2 er det første gang den nye messe lanceres – og det har derfor været en ekstra lang proces at arbejde frem mod denne modeuge. Læs med og hør om lagre af hurtig sukker, indfløjet presse og hvordan Natasha Skou var med på den første CPH Vision-messe i 1998.

Hvordan forbereder du dig til CFW?
Forberedelserne starter umiddelbart lige efter den foregående messe, da evalueringerne i ugerne efter en messe er de spæde skridt i retningen af den næste. Forberedelser til netop denne messe har været en del af en langsigtet strategi – og har derfor været undervejs i længere tid.

Der sker en sammenlægning af vores to tidligere messer Cph Vision og Terminal-2 til messen Vision, som finder sted i Lokomotivværkstedet.  Vi har derfor fået hel ny identitet og lancerer et helt nyt messekoncept d. 9. august i Lokomotivværkstedet. Dette betyder også et nyt website, nye marketing materialer, kampagne udvikling, en ny Vision app, nye sociale medie sider, nye spændende mediesamarbejdspartnere og meget mere. Derfor har fokus været på en re-branding af vores forhenværende messer til den nye platform.

Jeg sidder i månederne op til med nyhedsbreve, pressemeddelelser, daglig kontakt med danske og internationale pressefolk, indflyvninger af indkøbere og pressefolk og seating til shows. Udover dette er der naturligvis de mange nye tiltag på messen, som alle kræver koordinering og omtale såsom VISIONs nye show venue, nye madoplevelser, udstillinger, indretning og events på messen, som alt sammen er med til at give de besøgende en total oplevelse på selve location.

Hvordan deltager du i CFW?
Som en del af et team bag en af messerne, arbejder jeg netop hen i mod CFW, hvor alt skal lykkes 100 pct. i vores åbningsdage. Derfor er jeg naturligvis i gang næsen alle timer i døgnet under CFW og i ugerne op til. Men mit fokus er at informere dansk og international presse og medier om ikke bare VISION, men også de flere hundrede brands, som er at finde på vores platform samt modeugen generelt – og naturligvis København som mode- og designcentrum. Det er som sådan alle vigtige elementer i markedsføringen af VISION og Københavns modeuge.

Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?
Det er mildt sagt nogle utrolig travle og hektiske dage. Der er så mange bolde i luften, og der må helst ikke gå noget galt i de tre dage, hvor messen afvikles. Jeg mødes hver morgen med teamet inden messen åbner for at gå dagen igennem. I år lancerer vi ikke bare en messe, men også en show scene med åbningsshow af Kunstkademiets Designskole.
I løbet af dagen mødes jeg med dansk og international presse, viser presse rundt på messen, afvikler events og shows, koordinerer presse-indslag ude på messen og integrering med de sociale medier. Når messen er lukket følges jeg rundt med vores inviterede pressefolk til shows og events for at vende hjem sent om aftenen og skrive pressemeddelelser, uploade billeder m.m. Det er mange forskellige opgaver, så der skal noget is i maven – men det er jo også det, der gør jobbet sjovt!

Hvad forventer du at få ud af CFW?
Jeg forventer, at vores hårde arbejde giver genlyd i hele Europa. Det bygger jeg på den store interesse, jeg allerede oplever i forhold til vores messe og skandinavisk mode. At indkøberne møder talrigt op, så modeugen får et velfortjent boost, og udstillerne dermed oplever en fremgang med ordrer og nye kunder. Forhåbentlig vil sammenlægningen af vores to messer gøre det nemmere for de besøgende, da de skal besøge én messe frem for to – og samtidig kan pre-registrere på vores website inden 7. august for på den måde at få gratis entré til messen.

Hvad ser du mest frem til?
Det bliver uden tvivl noget særligt at lancere vores modemesse under et nyt koncept og faktisk se den blive realiseret til VISION. Så jeg glæder mig til selve åbningen af messen torsdag d. 9. august og til at vise pressen resultatet af vores arbejde. Og så er Designers’ Nest-showet om fredagen altid en særlig oplevelse – det er altid spændende og inspirerende at se kollektionerne fra nye nordiske vækstlag.

Har du nogle særlige rutiner eller ting du skal nå?
Jeg sørger for at have det fulde overblik og at PR-teamet er godt forberedt. At have min telefon på fuld styrke alle timer af døgnet. Og et lager af hurtig sukker i presseloungen.

Hvad betyder modeugen for dig som professional?
Modeugen er altafgørende for vores virksomhed og mit arbejde i det daglige. Jeg og teamet arbejder året rundt på at gøre presse og indkøbere opmærksom på Vision og modeugen i København. Derfor er det yderst vigtigt, at vi får vores budskab igennem de tre dage, vi har pressen og indkøberne i København. Relationer på kryds og tværs skal plejes, da udstillerne, indkøberne og pressen skal tage herfra med inspiration, ordrer, oplevelser og nye samarbejdsaftaler. En oplevelse af de gode, som får dem til at skrive og fortælle positivt om København som modeby – for så at vende tilbage næste sæson.

Har du nogen sjove anekdoter/sjove oplevelser i forbindelse med modeugen? Ting du husker særligt tilbage på?

Faktisk fik dette spørgsmål mig til at finde en gammel kalender frem fra loftet for at opdage, at jeg faktisk var med på den allerførste CPH Vision messe i Øksnehallen i februar 1998 som medarbejder på en stand. Jeg vendte tilbage nogle år efter som indkøber og var med flere sæsoner – for senere at blive ansat i mit nuværende job som PR-manager og blive en del af teamet bag VISION. Derfor er det netop lidt specielt at tage del i videreudviklingen af vores messekoncept samt åbningen af VISION i Lokomotivværkstedet – og jeg glæder mig helt utrolig meget!