Danske designere: Bæredygtighed handler om tilgængelighed
Udstillingen Ny Nordisk Mode blev åbnet på Designmuseum Danmark af blandt andre David Andersen, Rikke Baumgarten, Susanne Rützou og Michael Kristensen.Modeugen blev i dag, tirsdag, uofficielt skudt i gang, da udstillingen Ny Nordisk Mode blev åbnet på Designmuseum Danmark af Eva Kruse, direktør i Danish Fashion Institute (DAFI, red.), en række danske designere samt klima- og energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R).
Bag udstillingen står DAFI og Nordic Initiative Clean and Ethical (NICE, red.) – begge arrangører af det bæredygtige topmøde Copenhagen Fashion Summit, der blev afholdt i København i maj.
Og netop Fashion Summit er et af omdrejningspunkterne for udstillingen, da der i forbindelse med topmødet blev udskrevet en konkurrence om bæredygtigt design blandt 15 forskellige nordiske designere.
Nogle af de designs er med på udstillingen, der blev åbnet af Mikael Christiansen, tidligere designer af Day Birger et Mikkelsen’s hedengangne herrelinje, Helle Hestehave fra Baum & Pferdgarten og Susanne Rützou, der løb med designprisen, da konkurrencen blev afgjort.
Skal man tro de tre designere, der alle har mange års erfaring med den danske modebranche, har konkurrencen været med til at åbne deres øjne.
Som Michael Kristensen, der selv har annonceret sin skepsis ved projektet, sagde:
”Jeg troede, det var en klods om benet. Men det her har været en øjenåbner og et af de mest spændende projekter.”
Tilgængelighed er et must
Alle tre designere nikkede samstemmende til, at udvalget af materialer er for småt – og at de derudover ikke er tilgængelige nok.
”Materialerne blev tilvejebragt til konkurrence, hvilket var dejligt. Men som lille firma har man ikke altid samme mulighed for at vælge og vrage – og ens udtryk kan let blive kompromitteret. Tilgængeligheden er afgørende, især fordi processen med en kollektion er så komprimeret,” lød det fra Susanne Rützou, der også fremhævede at:
”Det skal være til at finde og udvalget skal være så bredt, at man kan finde sit eget udtryk.”
De andre designere nikkede derudover kraftigt, da hun foreslog en centraliseret database og videnbank over bæredygtige materialer.
Hellere lidt men godt
For designeren Rikke Baumgarten, den ene halvdel af Baum und Pferdgarten, har designkonkurrencen betydet, at der er blevet sat gang i en sanseskærpende proces.
”Der er materialer og ting vi ikke vil acceptere i vores kollektioner mere, som vi ikke vidste noget om tidligere,” sagde hun og påpegede, hvor svært det som mindre brand kan være at omstille sig til bæredygtig produktion. Og derfor, mener hun, skal man starte i det små.
”Vi taler om at satse på to produktgrupper, og så tage den stille og roligt derfra.”
Zero Waste
Den anden halvdel af udstillingen udgøres af David Andersens designs. Han har det sidste stykke tid arbejdet med et Zero Waste-projekt, hvor han har lavet en mini-kollektion uden at spilde materialer.
Under-kollektionen er implementeret som en del af den almindelige kollektion, og arbejdet har været spændende – men meget teknisk udfordrende.
”Det har været alt fra fantastisk til en hovedpine. Når man ikke må spilde tekstiler og materialer, kan man ikke fastlåse sig på et udtryk før stylen er syet op – for nogle gange passer tingene bare ikke sammen og man har noget i overskud, der så skal bruges,” lyder det fra designeren.
Heldigvis er kollektionen blevet godt modtaget.
”Vi har fået vild respons. Folk har købt det ind, så nu bliver udfordringen at få det produceret og gradueret op,” afslutter David Andersen, der vil arbejde videre med konceptet i sine næste kollektioner.
Udstillingen kører på Designmuseum Danmark under modeugen, frem til søndag d. 12. august.