GALLERY: French Connection viser hvad de duer til
For første gang i den københavnske modeuges historie er det engelske brand French Connection at finde i showkalenderen samt på Gallerymessen i Forum, og det er der en ganske særlig grund til.For første gang i den københavnske modeuges historie er det engelske brand French Connection at finde i showkalenderen samt på Gallerymessen i Forum. Og det er der en ganske særlig grund til.
Tidligere har brandet nemlig været fast inventar på CPH Vision-messen i Øksnehallen, og flytningen skulle altså fejres med manér.
”Vi har ikke været så synlige de seneste par år, og skiftet til Gallery understreger vi ved at lave et show,” fortæller Michala Bertelsen fra MB agentur.
Ifølge hende er udviklingen i både image og design hos French Connection udtalt, og det er endnu en af årsagerne til en større messestand og et modeshow, der skal skabe mere opmærksomhed omkring brandet.
Etableret udvikling
”French Connection er et stærkt og veletableret brand, der har udviklet sig meget igennem de seneste par år, og det er netop det, vi vil signalere med det store set-up i denne sæson,” forklarer Michela Bertelsen, som repræsenterer French Connection i Danmark igennem sit agentur.
Forandringerne i virksomheden afspejles også klart i de fysiske rammer på deres overvældende messestand, hvor der hersker en både afslappet og imødekommende stemning i det enorme lokale, der er indrettet som en slags forretnings-loungebar med French Connections produkter langs væggene.
Og det lader til at fungere og vigtigst af alt interessere messedeltagerne, for samtlige siddepladser på den store messestand er optagede, da FashionForum besøger den.
Travl modemesse
”Vi har altid rigtig travlt, og Gallery er et godt sted at være, fordi her er et rigtig godt flow af mennesker,” forklarer agenten, som netop havde håbet på en sådan effekt af alle de nye tiltag.
”Den samme interesse sås ved French Connection’s modeshow i eftermiddags, som flere af tilskuerne måtte overvære stående af mangel på siddepladser,” fortæller hun, og fortsætter:
”Der er generelt gået rigtig godt for French Connection i Danmark, og vi har haft god fremgang i de sidste par sæsoner – også i udlandet,” slutter Michala Berthelsen, der har høje forventninger til de kommende par dage efter showet, der foregik kl. 14 i eftermiddags.