Kandidatstuderende laver tekstil af kombucha: “Man bliver meget ydmyg af at arbejde med et levende materiale”

“Du skal komme forbi og opleve det, det er en hel sanseoplevelse,” lyder det begejstret fra Sofie Piil Grau over telefonen om det tekstillignende materiale, hun har eksperimenteret med, som er lavet af kombucha – eller rettere Scoby, som er det restmateriale, der kommer, når man laver kombucha.

Scoby er en form for svamp, der består af gær- og bakteriekulturer samt 90 procent vand. Når man lægger sådan en til tørre og lader al væsken fordampe, står man tilbage med et brun-gult materiale, der minder lidt om læder eller regntøj i teksturen. Nogle gange. Andre gange står man med noget, som næsten ligner knækbrød og er helt stift og sprødt i teksturen. Og så har det en distinkt syrlig lugt, som fuldender sanseoplevelsen.

“Det er jo et levende materiale, og det ændrer sig alt efter temperatur, hvor meget sukker jeg tilsætter, eller hvilke bakterier, der trives,” forklarer Sofie Piil Grau om materialet.

Sofie Piil Grau er i gang med at lave sin afgangseksamen fra kandidatprogrammet Sustainable Fashion & Textiles på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Hendes projekt handler om at udvikle materialet og udvikle en tøjkollektion af de materialer, hun selv gror. Idéen med at tørre Scoby’en og lave beklædning af det er ikke noget, hun selv har fundet på, men noget, som vakte hendes interesse og har ligget og brygget, siden hun først hørte om det i en TED-talk.

LÆS OGSÅ: “Manglen på tid er branchens største udfordring lige nu”

Skrøbeligt som papir og suger væsker til sig

TED-talken er en, designeren Suzanne Lee lavede i 2011, der hedder ’Grow your own clothes’. Her forklarer hun og viser potentialet for det dengang nye materiale. For der er et stort potentiale i materialet, men der er også et par væsentlige udfordringer. For eksempel suger det nemt vand – og dermed også sved – til sig, og så bliver brugsmulighederne for beklædning jo begrænsede.

Og det er en udfordring, Sofie Piil Grau heller ikke har fundet en løsning på, for det ville kræve tilføjelsen af kemikalier eller plastik-coating, hvilket går imod mange af de andre positive aspekter i materialet. For eksempel består materialet af ren cellulose, så det kan forgå i naturen – og det ville plastik eller kemikalier være en hindring for. Så hvad stiller man op med et tekstil, som ikke kan tåle vand, lugter helt særligt og i øvrigt kan være temmelig skrøbeligt og kan rives over som papir?

Man bruger det i scenekunsten.

“Der er et potentiale i at tappe ud af den forurenende tekstilindustri og producere kostumer, der kan forgå i naturen, når vi er færdige med dem,” fortæller Sofie Piil Grau om at bruge materialet til at lave kostumerne til en operaforestilling.

Vender ulemperne til fordele

I sensommeren turnerede operagruppen Lydenskab med forestillingen ’The girl with the hurricane brain’, hvortil Sofie Piil Grau sammen med scenograf Laura Rathschau havde lavet kostumerne af sit kombucha-materiale. Stykket omhandler temaer som global opvarmning og klimaangst, og derfor passede det perfekt med kostumer, som er lavet på et restprodukt – te, der havde overskredet sidste salgsdato – og som efterfølgende kan komposteres. Derudover var den begrænsede holdbarhed ingen hindring, for stykket blev opført få gange, og derefter skulle kostumerne ikke bruges mere.

“Der var kun fem-seks opsætninger af stykket, så det var okay, at det ikke kunne vaskes, og jeg kunne reparere de områder, der gik i stykker ved at lægge materialet dobbelt og sy det med en særlig teknik, jeg udviklede,” fortæller Sofie Piil Grau om at bruge materialet til at lave kostumer.

“Jeg var bange for, at skuespillerne ville synes, at lugten var for slem, eller at det ville gå for let i stykker, men det var intet problem, og når det gik lidt i stykker under forestillingen, blev det bare et ekstra visuelt virkemiddel i stykket,” uddyber hun.

Endeløse muligheder

Udover fordelene i brugen af materialet til kostumer, ser Sofie Piil Grau en masse andet potentiale for udvikling. Som en del af sit projekt laver hun nemlig en hel masse eksperimenter for at udforske grænserne for, hvad der kan komme ud af Scoby’en. Senest har hun fundet ud af, at hun kan formstøbe det, hvis hun lader det tørre henover en form.

“Jeg synes jo virkelig, den her var en milepæl,” fortæller hun og holder en lille afstøbning op, lavet i en stiv version af materialet.

“Jeg har tørret den hen over et lille stykke træ, jeg havde liggende. Nu har det åbnet så mange nye muligheder, at man kan tørre den i en form, og den holder formen. Det er jo ellers noget, man kun kan gøre med plastik. Jeg er helt klart af den holdning, at vi skal udfase plastik, så meget vi kan. Så hvis man skal finde alternativer, synes jeg bare, det her er superinteressant,” fortæller hun om den lille afstøbning.

Samtidig skal hun også til at eksperimentere med at farve materialet, så man ikke kun bevæger sig indenfor de samme gule og brune nuancer. Hun har også eksperimenteret med at bearbejde materialet med en lasercutter, så det får udskårne mønstre og ny struktur. Det er netop den eksperimenterende tilgang til materialerne og designet, hun er drevet af.

“Det er ikke fordi, at jeg forestiller mig at bruge resten af mit liv på kombucha. For mig er det en metode, det her med at være meget materialedrevet. Jeg synes også, at man bliver meget ydmyg af at arbejde med et levende materiale, som ændrer sig efter omgivelserne og er lidt ukontrollerbart. Så må du bare arbejde med det, du får. For mig har det meget at gøre med at arbejde mere bæredygtigt og med respekt for naturen,” afrunder hun om det levende materiale.