Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
PODCAST

Markedsføring på TikTok: “Det er ikke noget, man kommer sovende til”

TikTok bliver ved at fylde mere og mere, og hvis du ikke allerede er der som virksomhed, er der ingen grund til at tøve, lyder det fra Load Creatives medejere i den seneste episode af Fashion Forum på lyd.
TikTok bliver ved at fylde mere og mere, og hvis du ikke allerede er der som virksomhed, er der ingen grund til at tøve, lyder det fra Load Creatives medejere i den seneste episode af Fashion Forum på lyd.

Med mere end halvanden milliard brugere på verdensplan er TikTok det fjerdestørste sociale medie og i markedsføringsøjemed ikke til at komme udenom. I en rapport fra Business of Fashion fastslås det, at 55 procent af TikToks brugere siger, at de er mere tilbøjelige til at stole på et brand, hvis de har lært om det fra en TikTok-creator. Samtidig er 60 procent af brugerne mere interesserede i at prøve et nyt produkt, hvis de har set det på TikTok. Der er altså et stort salgspotentiale på TikTok, hvis du som brand formår at udnytte det.

Og netop det har Load Creatives med Commercial Director Betina Ask og Creative Director Cathrine Urhammer i spidsen både god erfaring og ekspertviden omkring. De har nemlig specialiseret sig i, hvordan man som brand kan bruge TikTok strategisk i sin markedsføring – og ikke bare til sjov krymmel på toppen.

“Som brand er det vigtigt, at man har en større strategisk tilgang til, hvordan man bruger TikTok på en anderledes måde, end man gør med for eksempel Instagram. Det er bare et helt andet medie, som både kan bruges til at vise noget ‘behind the scenes’, være underholdende eller være informativ,” fortæller Betina Ask i den nyeste episode af Fashion Form på lyd og understreger, at uanset hvad skal man ikke være bange for at kaste sig ud i mediet.

“Man skal turde tage nogle spring og satse. Og så skal man ikke slå sig selv i hovedet, hvis en video ikke performer helt lige så godt, som man havde håbet på. Den næste video kan sagtens performe godt. Så man skal faktisk bare blive ved og blive ved og ikke stoppe, fordi det måske ikke fungerer så godt i starten,” istemmer Cathrine Urhammer.

Ikke kun for teenagere

Måske har nogle virksomheder en opfattelse af, at det stadig kun er teenagere, der er på TikTok, og hvis det ikke er din målgruppe, så er der ingen grund til at være på mediet. Men sådan forholder det sig ikke. Ifølge Business of Fashions rapport er gennemsnitsalderen for TikToks brugere over 30 år. Og – understreger Cathrine Urhammer og Betina Ask – alle brands har spændende historier at fortælle.

“Alle brands har jo sindssygt meget at vise. Der er så mange gode historier at finde hos alle mulige brands. Det handler bare om at grave dem frem og finde ud af, hvordan det kan bruges til originalt indhold. Og hvordan det kan krydres med trends,” fortæller Betina Ask.

“Det er vigtigt at have én i teamet – eller endda et team i teamet – som er torvholder på virksomhedens TikTok. Man skal have nogen, der holder øje med, hvilke trends der er, og som går ret strategisk til værks i forhold til hvilke videoer, der skal laves. De skal sørge for, at der bliver lavet det rigtige indhold og en content-plan og sørge for, at der bliver sat ordentlig tid af til det. For det er ikke bare noget, man laver med venstre hånd,” uddyber hun.

“Man er nødt til at tage det super seriøst. Hvis man vil have succes på de sociale medier, er det en strategisk beslutning, man skal tage i sin virksomhed. Det er noget, man skal sætte tid og ressourcer af til, for det er ikke noget, man kommer sovende til,” fastslår Betina Ask.

Hør alle Cathrine Urhammer og Betina Asks bedste råd til, hvordan du få succes med TikTok i den seneste episode af Fashion Forum på lyd. Du finder den på Apple Podcast, Spotify og Podimo.

Holdet bag Load Creatives med Cathrine Urhammer og Betina Ask i midten.