Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Billede af pige med sweater med hjerter på.
RETAIL

Crās åbner første butik

Flere gange over de seneste måneder har der i et af de – tre nu to – tomme butikslokaler i Store Strandstræde været et stort rend ud og ind af kvinder i meget farverige gevandter. Den nysgerrige har kunnet erfare, at det var det fem år gamle danske brand Crās, der holdt lagersalg.

Og noget tyder på, at beliggenheden i den eksklusive handelsgade et spytkast fra Kongens Nytorv har passet både brandet og deres kundeskare godt. De åbner nemlig i dag deres første flagship store på selv samme adresse. En butik, der ifølge brandet selv skal “styrke deres position på det danske marked og samtidig cementere deres engagement i unikke oplevelser direkte til forbrugerne.”

“Som mange andre brands har Crās oplevet usikkerheden i engrosdistributionen, både i Danmark og på de udenlandske markeder. Samtidig har vi set en markant vækst i salget gennem vores egne kanaler. Derfor har vi valgt at fokusere endnu mere på at styrke vores direct-to-consumer-salg fremover. Vores første flagship store er en vigtig brik i denne strategi,” lyder det fra CEO Anne Charlotte Lembye i en pressemeddelelse. Brandet oplevede et markant fald – næsten en halvering i bruttofortjenesten fra 2022 til 2023 – men har valgt at sætte ind der, hvor de mærker vækst, og samtidig kan skabe en fysik ramme for deres kunder og univers.

“Vores mål er at skabe en butik, der styrker og udvider det fællesskab, vi har opbygget omkring Crās. Butikken vil derfor også være omdrejningspunktet for en masse spændende events og aktiviteter for vores kunder, hvor vi ser frem til at byde både nye og velkendte ansigter velkommen,” slutter Anne Charlotte Lembye.

Crās åbner i dag, fredag den 4. oktober 2024, i Store Strandstræde 10A i København K. Der er åbningsfest kl. 13-18.