Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
SPONSORERET

Når Polestars interiørdesignere skal inspireres, søger de moden

Hvordan redefinerer man forventningerne til en luksusbil, der samtidig skal sætte et minimalt aftryk på planeten? Hos Polestars designteam findes svaret ofte i mode og livsstil – andre gange hørfrø.
Hvordan redefinerer man forventningerne til en luksusbil, der samtidig skal sætte et minimalt aftryk på planeten? Hos Polestars designteam findes svaret ofte i mode og livsstil – andre gange hørfrø.

Lidt udenfor Göteborg, omgivet af skov og klipper, ligger Polestars hovedkvarter. Et sted, der med sine hvidkalkede vægge, træindrammede gulv-til-loft-vinduer og danske designmøbler står som en æstetisk vision om moderne, skandinavisk luksus. Ikke ulig den elektriske bil, som brandet står bag.  

Ved siden af det store showroom, hvor Polestars seneste modeller er til fremvisning, ligger designafdelingens kontor. Et mindre, stilrent og hvidt rum med matte ruder, hvor enkle moodboards viser Polestar-designerne, Komal Singhs og Maria Ugglas, inspirationskilder – herunder B&Os små Beosound-højtalere og de Nike-sko, der med deres vævede overstykker har spillet en stor rolle som inspirationskilde til interiøret i den nye SUV Polestar 4.

Polestars designafdelingskontor.
Hvor magien finder sted. Designafdelingens kontor.

Det er herfra, at designteamet fra virksomhedens start har været med til at påvirke, hvordan en moderne luksusbil skal defineres. Polestar er udsprunget, og ejet, af Volvo, og flere fra teamet, herunder deres CEO Thomas Ingenlath og Maria Uggla, kommer herfra. Uggla er i dag Head of Colour & Material og har sammen med Design Expert Colour & Material Komal Singh ansvar for udvikling og innovation inden for materialer og farver i brandets biler. Inspirationen finder de ofte langt væk fra autobranchen og sammen besøger de besøger mode- og designmesser for hele tiden at udvikle Polestars materialebrug og samtidig undgå at kopiere både sig selv og andre biler.

Maria Uggla & Komal Singh fra Polestar
Maria Uggla & Komal Singh

En redefineret oplevelse af luksus

“Jeg kan huske, at da vi startede med udviklingen af Polestar, var der en meget anderledes tilgang til at designe biler. Særligt luksus og luksusbiler blev tænkt på en meget konservativ måde, ofte med en masse krom,” siger Maria Uggla og fortæller, hvordan de også selv først faldt i den fælde.

“Men på et tidspunkt i processen indså vi, at vi skulle bygge ud fra en anden vision. Moderne luksus handler ikke længere om at vise overdådige materialer som krom – det handler langt mere om skjult teknologi, der forbedrer funktionaliteten og sikkerheden. Det blev starten på vores tre kerneværdier, ‘Pure Progressive Performance’, der ikke bare gælder for designet her, men for hele virksomhedens DNA,” siger hun videre og nævner det avancerede kamerasystem, der har erstattet bakspejlet i Polestar 4, som et eksempel på en teknologi, der giver føreren en bredere og mere detaljeret udsigt bagtil og dermed større sikkerhed. 

Maria Uggla, der har det overordnede ansvar for udvikling af farver og materialer hos Polestar
Maria Uggla, der har det overordnede ansvar for udvikling af farver og materialer hos Polestar.

Designets magt

Fordi Thomas Ingenlath, der frem til 1. oktober er CEO i Polestar, har en baggrund som bildesigner, var det også naturligt, at den egentlige definition af brandet udsprang fra designafdelingen. Denne dybe forståelse for designets enorme betydning helt oppe i den øverste ledelse er noget, der ifølge Maria Uggla og Komal Singh har stor betydning for deres arbejde.

“Vi har gjort os mange tanker undervejs omkring den magt, som design har. Som designere lærer vi i årevis, hvordan man får folk til at ønske sig ting. Men verden er så fuld af ting, så der ligger virkelig et stort ansvar for en designer i at beslutte, hvad man rent faktisk vil have folk til at begære,” siger Komal Singh, da vi har gjort ophold i deres studio. “Vi” er denne dag en gruppe repræsentanter fra mode- og livsstilsmedier – og en, afslører de, ret atypisk gruppe gæster i hovedkvarteret. Normalt er de besøgende i langt højere grad folk fra bil- og tech-medier, og hvor en del af deres dag går med at prøvekøre Polestars nyeste features et sted i den svenske skov, går vores med en tur ind til byen, et besøg i en designbutik og en rundvisning på Textilhögskolan i Borås, som de samarbejder med om udvikling af de tekstiler, der skal indgå i Polestars fremtidige biler.

Besøg på Textilhögskolan i Borås, hvor Polestar-teamet har udviklet en strikteknik til den nye Polestar 4.
Besøg på Textilhögskolan i Borås, hvor Polestar-teamet har udviklet en strikteknik til den nye Polestar 4.

“Vi overvejer hele tiden, om vi går i den rigtige retning i forhold til vores materialer, processer og produkter,” siger Singh og fortæller, hvordan de konstant afsøger nye materialer og produktionsmetoder, der kan reducere produktionens miljøpåvirkning. Et eksempel er et naturligt baseret materiale skabt af vævede hørfrøfibre, der er lige så stærkt som kulfiber, men 40 procent lettere end plastik og langt mere miljøvenligt. Et andet materiale, de anvender, er termoplast, som ganske vist ikke er naturligt, men modsat plastik af genanvendte plastflasker kan genbruges uendeligt.

“Når det kommer til bæredygtighed, er målet for os at opnå cirkularitet. Mange taler om at bruge genbrugte vandflasker til blandt andet tæpper, men problemet er, at når først materialet er farvet, kan det ikke genindgå i en genbrugsproces. Så nogle gange er brugen af genbrugsmaterialer ikke den optimale løsning,” tilføjer Komal Singh og fortsætter og fortæller, at noget af det samme gælder nogle naturlige materialer: “Ironien er, at naturlige materialer ikke kan genbruges på samme måde, fordi de nedbrydes over tid. Det er på mange måder godt, men i bilindustrien, hvor ting skal være ekstremt holdbare, er dette en udfordring for vi ved, at jo længere bilerne er i livscyklussen, desto bedre er deres bæredygtighedsparametre.”

Et monokromt eksempel på de moodboards, som design-teamet bruger til inspiration.
Et monokromt eksempel på de moodboards, som design-teamet bruger til inspiration.

I den nye Polestar 4 har de blandt andet arbejdet på at skabe flest mulige komponenter i det samme materiale. Et andet godt eksempel på udvikling er den 3D-strikning, som dækker sæderne i den nye Polestar SUV, der fik sin debut som officiel partner under Copenhagen Fashion Week, hvor bilerne kørte modeugens gæster rundt til shows og events. 

Strikteknikken, som de kalder soft tech, har de udviklet i samarbejde med Textilhögskolan i Borås, hvor de på skolens store strikkemaskiner har arbejdet på at skabe et materiale, der kan strække sig over blandt andet sæder og paneler i deres Polestar 4 og strikkes på en måde, der reducerer spild fuldstændigt. 

“Polestars tilgang til design og bæredygtighed er et kontinuerligt eksperiment med nye materialer og teknologier, der ikke bare genopfinder luksusbegrebet, men også skaber en ansvarlig fremtid for bilindustrien. Vores mål er at finde et nyt, mere moderne bud på luksus, hvor vi bruger high-end mode som inspirationskilde,” slutter hun.

Artiklen er sponsoreret af Polestar.