Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Trods tocifret millionunderskud hos Han Kjøbenhavn ser ledelsen positivt på fremtiden

Han Kjøbenhavns seneste regnskab viser et tocifret millionunderskud, men efter rekonstruktionen, der fandt sted tidligere i år, udtaler ledelsen, at virksomheden nu “står et rigtig godt sted."
Han Kjøbenhavns seneste regnskab viser et tocifret millionunderskud, men efter rekonstruktionen, der fandt sted tidligere i år, udtaler ledelsen, at virksomheden nu “står et rigtig godt sted."

At Han Kjøbenhavn havde et udfordrende år 2023, som blandt andet resulterede i butikslukninger og en efterfølgende rekonstruktion af virksomheden, er vist gået de færreste næser forbi. Men nu afspejles udfordringerne sort på hvidt – eller rødt på hvidt – i årsregnskabet, hvor årets resultat endte på underskud minus 23,2 millioner kroner.

“2023 har været præget af betydelige udfordringer, hvor uroen i markedet i forhold til logistik, råvarepriser, et presset detailled med mere også har ramt os. Men det, der har haft størst betydning har været vores egne retailbutikker, som jeg også har nævnt i flere sammenhænge. De skabte en alt for tung omkostningsbase og det har været helt afgørende at komme ud af de lejemål og få drejet strategien tilbage til vores engrosforretning og egen DTC,” fortæller Han Kjøbenhavns CEO Daniel Hummel om udfordringerne i 2023, der også startede svært med et underskud fra 2022 på minus 6,9 millioner kroner.

Udover de ydre omstændigheder med udfordrende logistik og stigende råvarepriser, faldt Han Kjøbenhavns omsætning med 40 procent fra 2022 til 2023, hvilket også havde en stor indvirkning på bundlinjen.

Derfor valgte Han Kjøbenhavn efter 2023 altså at indgå i en omfattende rekonstruktion, som skulle sikre virksomhedens fremtid. Det medførte blandt andet nedlukninger af Han Kjøbenhavns egne butikker og akkordering af deres gæld hos kreditorer og investorer.

Høje forventninger til 2024

“Formålet med rekonstruktionen var at sikre Han Kjøbenhavns fremtidige drift og stabilitet,” står der i ledelsesberetningen om rekonstruktionen, som nu har skabt en mere bæredygtig økonomi og positive forventninger til 2024’s regnskab. I ledelsesberetningen står det nemlig videre, at de forskellige tiltag som butikslukninger og rekonstruktion er foretaget “med henblik på at sikre den nødvendige kapital til at fortsætte driften og skabe en bæredygtig forretning. Samlet set vil dette give en positiv effekt på resultatet i 2024 på mere end 20 millioner kroner.” Det bekræfter Daniel Hummel:

“Vi står et rigtig godt sted. Vi har en attraktiv engrosforretning og egen online platform, som vi nu fokuserer 100 procent på. Samtidig begynder de initiativer, vi har iværksat, at vise deres effekt på vores kollektioner og salg – vi ser et styrket gennemsalg i flere markeder og salgskampagnen på SS25 viser vækst på alle markeder,” fortæller han om virksomhedens fremtidsplaner og uddyber videre:

“Vi har brugt mange år på skabe en position i toppen af international mode, og det vil vi selvfølgelig bygge videre på. De næste skridt for os er at sørge for, at det her niveau og udtryk siver hen i et format, som man reelt kan benytte sig af og føle sig godt tilpas i som forbruger i hverdagen.”

For at fastholde positionen har Han Kjøbenhavn også valgt at holde show under næste uges Copenhagen Fashion Week.

“Vi er et kreativt hus, og modeshows er en del af vores DNA og der, hvor vi kan vise vores kreative retning, skabe følelser, historier og perspektiver på den verden, vi er en del af. Det er et vigtigt element i vores kultur og den måde, vi bygger vores brand og forretning op på,” fortæller Daniel Hummel.