Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Circulose-producent opkøbt af stor investeringsvirksomhed

“Vi viger ikke tilbage for en udfordring, og dette er en, der er værd at tage op. Både for det enestående i den patenterede teknologi og det presserende behov for at opskalere cirkulære løsninger i hele tekstil- og modebranchen. Særligt for at erstatte jomfrubomuld og MMCF (manmade cellulosic fibers, red.). Vi er fast besluttede på at danne partnerskaber med vigtige enheder på tværs af hele værdikæden for sammen at frigøre det fulde potentiale for Circulose.”

Sådan lyder det fra Clara Zverina, der er direktør i innovations- og investeringsvirksomheden Altor, efter at det den 4. juni blev offentliggjort, at Altor har opkøbt de resterende aktiver af virksomheden Renewcell, der står bag tekstilet Circulose. Renewcell blev begæret konkurs tilbage i februar.

Med opkøbet skifter Renewcell navn til Circulose og fortsætter virksomheden med at skabe viskose ud af genanvendt bomuldstekstil. Den innovative teknologi er en af de første succesfulde og skalerbare løsninger for at skabe tekstil-til-tekstil genanvendelse.

“Vi udtrykker vores dybeste taknemmelighed til vores kunder, partnere og interessenter for deres faste støtte og samarbejde på denne rejse,” lyder det fra Magnus Lundmark, CEO i – nu – Circulose, i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

“Sammen vil vi fortsætte med at skabe og drive den positive forandring, drage nytte af Altors ekspertise og ressourcer for at forbedre vores evner og sikre en stolt fremtid for Circulose og hele tekstilbranchen.”