Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

By Malene Birger kæmper fortsat med underskud

I virksomhedens seneste regnskab er der fortsat underskud, som dog er mindsket siden sidste regnskabsår. Egenkapitalen er vokset betydeligt.
I virksomhedens seneste regnskab er der fortsat underskud, som dog er mindsket siden sidste regnskabsår. Egenkapitalen er vokset betydeligt.

Det er længe siden, der har været overskud at spore i årsresultatet hos By Malene Birger A/S. Faktisk skal man helt tilbage til regnskabsåret 2017/18, hvis man skal finde andet end røde tal på bundlinjen. I regnskabsåret 2023/24 er underskuddet dog mindsket sammenlignet med året før og lander således på -16,2 millioner kroner efter skat. Året inden lå resultatet lige under -20,8 millioner kroner.

“I regnskabsåret 2023/24 har selskabet været negativt påvirket af omkostninger forbundet med implementeringen af et nyt ERP-system, samt en generel opdatering af hele it-landskabet. Desuden har de makroøkonomiske forhold og dalende efterspørgsel hos forbrugerne medført at By Malene Birger har oplevet en lavere omsætning end forventet, hvorfor selskabet har forsøgt at tilpasse omkostningsstrukturen hertil,” lyder det i årsrapportens ledelsesberetning om det fortsatte underskud.

LÆS OGSÅ: “For os er detailhandlen en meget følelsesladet ting” – By Malene Birger åbner pop-up på græsk ø

By Malene Birger A/S hører under IC Group, som i løbet af regnskabsåret har tilført et koncerntilskud til By Malene Birger A/S på 60 millioner kroner. Det har vendt By Malene Birger A/S’ egenkapital fra negativ til positiv, og den ligger nu på lige over 20,7 millioner kroner. Sidste regnskabsår var egenkapitalen på -22,7 millioner kroner.

IC Group har ligeledes netop fremlagt en årsrapport, som viser et stigende underskud. I regnskabsåret 2023/24 lander årsresultatet på -79,6 millioner kroner mod sidste års -20 millioner kroner. I ledelsesberetningen fremgår det, at det blandt andet også skyldes implementeringen af det nye ERP-system:

“Årets resultat er under forventningerne på grund af præstationen hos virksomhedens brands, hvor svag efterspørgsel på flere nøglemarkeder og leveringsudfordringer for nogle vigtige produkter spillede en rolle. Desuden påvirkede implementeringen af et nyt ERP-system i løbet af året resultatet negativt. Resultatet anses ikke for at være tilfredsstillende.”

IC Group står udover By Malene Birger også bag Tiger of Sweden.

I starten af december trådte Emilie Martinsen-Kønigsfeldt ind i rollen som kreativ direktør i By Malene Birger. Emilie Martinsen-Køningsfeldt har siden september 2023 været eneejer af By Malene Birger. Med hendes indtræden som kreativ direktør trådte Maja Dixdotter, som hidtil har besiddet stillingen, ud af virksomheden.