Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Georg Jensens nye kreative direktør på jagt i det 120 år gamle arkiv

Paula Gerbase har 15 års erfaring med globale luksusbrands – nu er hun udnævnt hun som kreativ direktør hos Georg Jensen.
Paula Gerbase har 15 års erfaring med globale luksusbrands – nu er hun udnævnt hun som kreativ direktør hos Georg Jensen.

“Georg Jensen har bidraget væsentligt til det seneste århundredes største designepoker og spillet en afgørende rolle i introduktionen af mange af Skandinaviens og Nordens vigtigste designere, kunstnere og håndværkere,” fortæller Paula Gerbase i en pressemeddelelse om begejstringen for sin nye arbejdsplads og nye rolle som Georg Jensens kreative direktør, og fortsætter:

“Det er virkelig et enestående dansk hus, med kvalitet som kerne, og helt uden sammenligning. Jeg ser frem til at dykke ned i den uovertrufne designarv for at skabe dette næste kapitel.”

Vedhænget er en del af Paula Gerbases første kollektion hos Georg Jensen

Og netop dette er Paula Gerbase nu i fuld gang med. Hun har allerede løst den første opgave som kreativ direktør, der lanceres i dag. Her har hun med inspiration i husets kunstneriske designperioder og 120-årige designarkiv skabt en serie af sølvaccessories. Men selvom designet er hentet i bagkataloget, er det første gang, Georg Jensen introducerer sølvaccessories som nøgleringe og vedhæng til tøj og tasker.

LÆS OGSÅ: Georg Jensen Damask kaster sig over ny kategori med lanceringen af første tøjkollektion

Kollektionen er først og fremmest en hyldest til jubilæet, men det er Paula Gerbases vision at blive ved med at hente inspiration i arkivet – også i det nye år. Særligt ønsker hun at udvide Georg Jensens vifte af materialer og håndværk til bolig– og smykkekollektioner i det nye år. Her har brandet nemlig tidligere tænkt i mange retninger:

“Foruden sølv inkluderer Georg Jensens værker også glas, lertøj, skulpturer, litografier og tekstiler for blot at nævne nogle få. Det er en ekstraordinær sammensætning af materialer, beherskelse af teknikker og vovede designs, som er forblevet skjult alt for længe,” fortæller Paula Gerbase om nogle af de teknikker og materialer, hun har gravet frem fra Georg Jensens arkiv – og som hun nu igen ønsker at få frem i lyset. 

Det er ikke første gang, at Paula Gerbase arbejder med store designhuse. Efter sin afgangseksamen fra designskolen Central Saint Martins i London, fik hun træning som skrædder hos Savile Row ligeledes i London, hvorefter hun lancerede sit eget brand, der sikrede hende en nominering til British Fashion Award. I mere end et årti har hun rejst rundt som konsulent for luksusbrands og har blandt andet været Artistic Director i seks år hos den Hermès-ejede skoproducent John Lobb. Paula Gerbase er desuden født i Brasilien og opvokset i Schweiz – men nu er hun altså landet i Danmark og i rollen som kreativ direktør hos Georg Jensen.