Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Angulus fejrer 120 år med opdatering af ikoniske designs

Siden 1904 har Angulus været lig med lædersko. Først blev de håndlavet af skomageren Johannes Madsen i hans skomagerbutik på Nørrebrogade, siden blev firmaet overtaget af hans søn Willy Madsen. Willy Madsen havde arbejdet som lærer og havde set, at datidens spidse sko ikke var optimale for børnenes bevægelse, så i 1928 lancerede han de fodformede børnesko, som Angulus stadig er synonyme med i dag. De fodformede sko skabte Willy Madsen sammen med læger og fysioterapeuter.

I år kan Angulus fejre sit 120-års jubilæum, og det markerer de med en kollektion med 10 Angulus-klassikere i opdaterede versioner. Opdateringerne ses blandt andet i nye såler samt okkerfarvede indersåler og detaljesyninger. Derudover er en del af kollektionen skabt af sporbart læder fra Spoor, som Angulus har indgået i et samarbejde med siden 2023. Jubilæumskollektionen er håndlavet i Portugal.

Spoor forhandler læder, der via et referencenummer kan spores hele vejen tilbage til det specifikke dyr, skindet kommer fra. På den måde er der fuld transparens i forhold til både dyrevelfærd, garvemetoder og alle andre led i produktionen. De bruger udelukkende læder fra danske, svenske og tyske gårde, der leverer al den nødvendige information til at kunne dokumentere CO2-udledning, brug af kemikalier og dyrenes velfærd.

Sideløbende med samarbejdet med Spoor har Angulus udabrejdet sit første klimaregnskab, der blev offentliggjort i juni. Klimaregnskabet redegør for 2023 miljøbelastning og viste blandt andet, at brugen af læder er det, der udgør Angulus’ største andel af CO2-udledning. Men indtil der kommer et mere holdbart alternativ til læder, holder Angulus fast i at bruge animalsk læder – i en stadigt større andel fra Spoor.

“Lige nu er der ikke et reelt alternativ til læder til den type sko, vi laver. Holdbarheden på nogle af de andre materialer er simpelthen ikke god nok pt. Så selvom deres umiddelbare CO2-udledninger er lavere, så risikerer vi at ende med at udlede mere CO2, fordi vi oftere skal købe nye sko. Det er ikke den vej, vi ønsker at gå,” fortalte Sebastian Dawe, CEO i Angulus, i forbindelse med udgivelsen af Angulus’ klimaregnskab.