Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Heksekunst og københavner-vibes i Paris: “Vi er klar til at vise en ny side af Ganni"

Efter to sæsoners pause er Ganni nu klar til at holde show igen – men denne gang har de rykket teltpælene op, og i eftermiddags debuterede de med deres første show Paris. Dog er det udenom den officielle kalender, men det gør det ikke mindre for Ganni og kreativ direktør Ditte Reffstrup, som Fashion Forum talte med dagen inden showet.

“Nu giver det mening at prøve noget nyt af. Det er både virkelig spændende og lidt nervepirrende. Vi er jo vant til at være en større fisk i Danmark, men det er sjovt at føle sig som en lille fisk igen internationalt. Det skaber en form for dynamik at gøre noget nyt sammen,” fortæller Ditte Reffstrup om de nerver, der er tydeligt til stede et døgns tid inden showstart.

“Vi har jo holdt pause i to sæsoner, hvor vi i stedet har fokuseret på NewTalent-programmet i samarbejde med Copenhagen Fashion Week. Det har givet os tid til at reflektere og finde ud af, hvad næste skridt er for Ganni. Og det er klart, at vi er blevet mere globale og er vokset, selvom vi stadig er relativt små på den internationale scene,” forklarer hun om valget af Paris, hvor Ganni også for nyligt har åbnet kontor.

“Vores designchef har været med siden starten for 16 år siden, og de seneste år har vi fået nogle nye, stærke, internationale kræfter ind med erfaring fra store modehuse. Det har gjort, at vi virkelig har spillet godt sammen i denne kollektion, og det føles som om, vi er klar til at vise en ny side af Ganni,” lyder det fra Ditte Reffstrup om det sted, Ganni står lige nu.

Den nye side af Ganni kan – udover den nye showby – ses i kollektionen, hvor der både er Ganni-klassikere og det letgenkendelige Ganni-look, men også nye materialer og mere sofistikerede styles.

“Det er stadig Ganni, men du kan mærke, at der er sket en lille transformation. Vi holder fast i farverne og vores filosofi om balance i påklædningen – at mixe det feminine med det mere maskuline. Det handler om at finde den rette balance, som vi elsker. Men du kan også se, at vi har taget et naturligt skridt ind i noget mere sofistikeret. Vi prøver slet ikke at lege med i luxury-verdenen, men det er en naturlig udvikling og et løft. Og vi glæder os virkelig til at vise det frem,” fortæller Ditte Reffstrup om kollektionen.

Fra Ganni Girl til Ganni Witch – uden spidse hatte

“Inspirationen til kollektionen startede faktisk med vores arbejde med “Fabric of the Future,” som er en agenda, vi virkelig gerne vil skubbe frem. Det føles næsten som magi, selvom det egentlig er videnskab og mange af materialerne bliver skabt i laboratorier. Men det hele startede lidt som en idé om, at det er en form for heksekunst. Det gav hurtigt mening, fordi det med hekse egentlig passer til Ganni – et fællesskab, hvor der er mod til at tro på noget og tage chancer, at arbejde med naturen og ikke være bange for at risikere noget,” forklarer hun videre om kollektionen.

“Derfor vil man også komme til at se nogle nye silhuetter – altså det bliver ikke noget med spidse hatte, men mere organiske former. På accessories-siden har vi arbejdet med detaljer som snører, der går igen på sko, tasker og støvler, mens vi også har skabt mere poetiske kjoler i organza. Farverne spiller stadig en stor rolle – vi har meget blå, grøn, rød og pink, som vi selvfølgelig mixer med denim for at skabe den balance, vi elsker,” uddyber hun.

Tager den københavnske vibe med til Paris

“Vi har altid forsøgt at gøre vores shows sjove og ikke alt for seriøse. Jeg har været til nogle shows i Paris, hvor jeg nærmest føler, at jeg sidder der som en begejstret dansker og klapper som den eneste, mens stemningen er meget mere afdæmpet. Hos Ganni insisterer vi virkelig på, at mode stadig skal være sjovt, og at det skal være et sted, hvor man kan udtrykke sig selv. Det er vigtigt at bevare den glædesfyldte tilgang til det hele. Og for os er casting supervigtigt, ligesom musikken også skal være noget, der får folk til at smile,” fortæller Ditte Reffstrup om den stemning, de er vant til at frembringe ved deres shows hjemme i København, og som hun håber, de også kan frembringe i Paris.

Castingen kan hun ikke løfte sløret for, da alle detaljer endnu ikke er på plads dagen inden showet. Men de har noget godt i ærmet, lover hun – også selvom der er meget, som lige skal nå at klappes af.

“Selvfølgelig er det lidt nervepirrende nu, hvor vi bevæger os ud på større scener, og man er altid bange for, om man nu mister grebet. Det er en blanding af spænding og usikkerhed. I København er man lidt mere sikker på, hvem man har på plads til shows, hvem man har fløjet ind, og hvem der kommer. Her er det lidt mere usikkert. Man frygter altid, at folk ikke dukker op, og tankerne kører rundt,” fortæller hun om både gæster og modeller.

“Jeg synes, der er så mange følelser i det hele, og det går hele tiden op og ned. Jeg kan helt sikkert mærke, at jeg kommer til at savne den kærlighed, som Københavns modeuge altid giver. Det har altid føltes som en tryg base, et sikkerhedsnet. Man vidste, at når man kiggede ud i publikum, så sad der folk, der heppede på én, uanset hvad, og som klappede lidt højere end de andre. Det er noget, jeg kommer til at savne, for i København støtter vi hinanden virkelig godt,” fortæller hun om usikkerheden ved den nye showlokation.

Gannis SS25-show fandt sted tirsdag den 24. september klokken 15.30 i Palais de Tokyo i Paris.