Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS25, MODEUGE

Ud af “glemmebogen" og tilbage på modescenen: Peter Jensen er igen på modeugekalenderen

“Modeverden er så glemsom. Hvis du har været væk fra scenen i et år, så er du nærmest i glemmebogen,” fortæller Peter Jensen en uges tid inden han skal lancere det første projekt fra sit nye brand Yours Truly by Peter Jensen under Copenhagen Fashion Week .

Og eftersom han har været væk fra scenen i mere end et år – helt præcist seks år, siden han solgte sit brand i eget navn til koreanske Pastel World i 2018 – er han måske rigtig nok ikke top of mind hos de nye generationer. Men for lige at præsentere ham kort, så er han uddannet designer blandt andet fra Det Kongelige Akademi og Central Saint Martins og debuterede i 2001 med brand i eget navn under herremodeugen i Paris og viste frem til 2018 både herre- og damekollektioner under London Fashion Week – og nu er han altså tilbage på dansk jord og klar til at vise sit nye projekt. Et projekt, der forhåbentlig får ham tilbage på radaren.

“Det er sikkert sådan en egoistisk trang,” forklarer han om at vende tilbage til modescenen, som han har stået i baggrunden af de sidste seks år, hvor han har været leder af modeuddannelsen på Savannah College of Art and Design i Atlanta i USA, hvor han også underviser.

“Der er jo stemmer og idéer, som skal ud på en eller anden måde. Og jeg har ingen børn. Men jeg tænkte, at jeg skal jo have et eller andet – en platform – hvor de stemmer kan komme ud,” forklarer han og uddyber, at det også handler om en trang til at skabe et eftermæle – og det er altså det, der er blevet til Yours Truly by Peter Jensen.

“Det er ikke et direkte modebrand som sådan. Det er mere en platform, vil jeg sige, hvor jeg laver projekter med forskellige mennesker. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med mange forskellige grene og medier, så det ikke bare er tøj. For det kan jeg jo godt selv finde ud af. Det behøver jeg ikke at have nogen til at vise mig, hvordan man gør. Men jeg kunne godt tænke mig at lære noget andet,” siger han om drivkraften bag samarbejderne og behovet for at arbejde med andre og nye mennesker.

Derfor skal man heller ikke forvente faste kollektioner, der følger et sæsonhjul, fra Yours Truly By Peter Jensen. Der vil komme et projekt, når tiden er til det. Projektet, der bliver lanceret først, har været tre år undervejs, fordi “når man arbejder med flere forskellige mennesker, så er det altid klart, at det kan tage noget tid, når alle også laver andre ting ved siden af.”

En flydende forretningsmodel

“Da jeg havde mit eget brand, blev jeg så forpustet, at jeg slet ikke kunne finde mig selv til sidst. Jeg syntes, at det var håbløst, at det, man laver, hele tiden skal forandres, selvom man selv kan stå inde for det, fordi folk keder sig og halser efter noget nyt. Det er jo noget juks og i bund og grund noget rod. Og derfor er jeg glad for det her,” siger Peter Jensen og forklarer, at han med Yours Truly by Peter Jensen, sideløbende med samarbejdsprojekterne vil have en salgskollektion, der ligeledes vil komme i sit eget tempo og ikke afhængigt af sæsoner. Salgskollektionerne vil altid bestå af varianter af tre faste items: en strik, en t-shirt og en skjortekjole.

“Man bliver simpelthen nødt til at skære ind til benet og finde ud af, hvad man er god til,” forklarer han om det noget begrænsede produktudvalg, der har en helt simpel forklaring:

“Jeg har valgt de tre, fordi de altid har været mine favoritter. Og jeg har altid været sindssygt god til at designe dem og arbejde med dem.”

Yours Truly by Peter Jensens projekt, der præsenteres under Copenhagen Fashion Week SS25 hedder ‘Kitchen Sink presentation’ og er lavet i samarbejde med fotograferne Julie Verhoeven og Annie Collinge.

“Jeg har også altid godt kunne lide historien bag skjortekjolen og syntes, at den fungerede godt som et arbejdsredskab. En skjortekjole eller artist smock, som, hvis man kigger på sådan en som Skagensmaleren Anna Ancher, så er det jo et arbejdsredskab. Det er en beskyttende silhuet eller noget, som man kan være i, mens man arbejder. Og jeg har altid godt kunne lide den historie,” uddyber han om valget af skjortekjolen.

Peter Jensen bliver sideløbende ved med at være leder og underviser på Savannah College of Art and Design, mens han kører Yours Truly by Peter Jensen. Det kan lade sig gøre, fordi det netop er mere projektbaseret og ikke kommer til at følge det klassiske modesæsonhjul og fordi han i 2021 blev tildelt Kunstfondens Hædersydelse – en livslang hyldest, som tildeles kunstnere, der bidrager helt særligt til det danske samfund.

“Hvis jeg har lyst til at tage en pause, så tager jeg en pause. Og hvis jeg har lyst til at lave et projekt, som bare er frakker eller overcoats med en eller anden, så er det det, jeg vil gøre. Yours Truly skal ikke have en ramme,” uddyber han.

Ønskesedlen er lang

Den ikke-eksisterende ramme i Yours Truly by Peter Jensen skaber også plads til drømme for Peter Jensen, hvor han netop kan brede sig ud over nye medier og lære nyt.

“Jeg kunne enormt godt tænke mig at arbejde med kostumer – til teater eller film,” indskyder han.

Men også en konceptbutik for Yours Truly by Peter Jensen eller et fremtidigt modeshow står på ønskesedlen. Fælles for det hele er blot, at det skal komme i et naturligt tempo, være lystbetonet og ikke tvinges frem.

“Jeg skal ikke love nogen noget som helst,” siger han om ikke at ville give tidshorisonter på drømmeprojekterne.

Modellerne på billederne er Valeria Napoleone & Stefania Pramma.

“Jeg kunne ikke tænke mig et bedre sted at lancere”

“Jeg er dødlykkelig for, at Copenhagen Fashion Week gad at have mig tilbage. Det er da helt afgjort en cadeau, som jeg er yderst taknemmelig for,” siger Peter Jensen om at skulle lancere sit nye projekt under modeugen.

“Jeg er glad for, at det er en præsentation og ikke et show. Det ville jeg slet ikke have energi til, og slet ikke have lyst til lige nu. Og jeg kunne ikke tænke mig et bedre sted at lancere end her. Jeg har stor respekt for det arbejde, som organisationen bag laver, som jeg synes er et meget fint, internationalt stykke arbejde, hvor folk kender til dem og ved, hvad de står for. Og så synes jeg, det er godt at få ryddet op. Jeg synes ikke, at der er noget galt i at stille nogle krav til branchen,” fortsætter han om Copenhagen Fashion Weeks bæredygtighedskrav.

Præsentationen bliver en fremvisning af et projekt, Peter Jensen har lavet sammen med fotograferne Annie Collinge og Julie Verhoeven og stylist Jacob Kjeldgaard. Den tilhørende salgskollektion vil ikke være en del af projektet, men snarere drage inspiration af temaet og altså bestå af en t-shirt, en strik og en skjortekjole.

Yours Truly by Peter Jensens præsentation ‘Kitchen Sink presentation’ finder sted tirsdag den 6. August og kan findes på event-kalenderen. Invitation er nødvendig for deltagelse.