Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Portræt af Else Skjold

Før EU-valget: Disse overvejelser gør lektor Else Skjold sig

Hvilke overvejelser skal du gøre dig, hvis du vil sætte et kryds for en grønnere dagsordenen på tekstilområdet. Vi har spurgt lektor på Det Kongelige Akademi Else Skjold.
Hvilke overvejelser skal du gøre dig, hvis du vil sætte et kryds for en grønnere dagsordenen på tekstilområdet. Vi har spurgt lektor på Det Kongelige Akademi Else Skjold.

Hvad optager dig mest i forhold til EU-direktiver og -lovgivning lige nu? 

“Den politiske optagethed af tekstilområdet er gået fra -500 til +500 på kun et par år. Det er tydeligt, at der er meget lidt viden om sektoren og dens vilkår. Derfor er jeg meget optaget af, hvordan man kan få al den – bogstaveligt talt – “bløde viden” om tekstilkvalitet og brugsværdi skrevet ind i lovgivningen som typisk ellers er mest baseret på hårde fakta, der ikke siger meget om, hvorfor tøj ikke bliver brugt (nok). Jeg er derfor blandt andet meget dybt bekymret for den genanvendelsesdagsorden, der også eksisterer politisk, for vi ikke kan genanvende os ud af den situation branchen befinder sig i. Vi har altid genanvendt vores tekstiler, men der er store udfordringer med for det første de voldsomme mængder af tøj, der allerede er produceret og for det andet de dalende kvaliteter, vi har set komme frem over de sidste tyve år. Derfor bliver vi nødt til at starte et andet sted og få reguleret, hvad der overhovedet kommer ud på markedet fra start og hvilken kvalitet det har – og hvor meget der skal produceres for, at vi kan håndtere det.”

Hvor sætter du krydset på søndag?

“Jeg sætter mit kryds på en kandidat med stor erfaring med arbejde i EU og på klimaområdet. Jeg skal ikke sætte skjul på, at det er en som har stor indsigt i både tekstil, plast og cirkulær omstilling, men også en som ser nye muligheder for en ny type økonomi, der sætter både planet og menneskers trivsel i centrum.”

Hvorfor er det lige der, du sætter dit kryds? 

“Det er de næste år de store slag skal slås omkring udrulning og implementering af EU’s tekstilstrategi. Jeg føler meget stærkt, at der er behov for kandidater med en meget dyb viden på tekstilområdet, hvis vi skal have lovgivning, der både tilgodeser virksomhedernes svære vej imod omstilling, og den helt nødvendige nye rammesætning for, hvad det skal kræve som er ens for alle EU nationer.”