"Med denne beslutning, giver jeg mig selv mere frihed": Graumann nedskalerer sin forretning markant
Hanne Graumann har efter 20 år med sit brand Graumann valgt at føre det ind i et nyt kapitel. Et kapitel, hvor detailled og større PR-events er fortid, og der i stedet er mere plads til kreativ udfoldelse – og samtidig frihed for Hanne Graumann til at skalere ned på sit arbejdsliv.
“Det har været en svær beslutning, men jeg ønsker et arbejdsliv, hvor jeg har frihed til at gøre tingene i mit eget tempo med plads til kreativ udfoldelse og mit privatliv,” fortæller Hanne Graumann og uddyber:
“Jeg ønsker at dedikere mere tid til de ting, der inspirerer mig som at arbejde i ler og lave customized vintage pieces igen. Det kan være svært at bevare overblikket i modebranchen, hvor tempoet er højt, så med denne beslutning, giver jeg mig selv mere frihed. Vigtigst af alt er jeg blevet mormor, og jeg glæder mig til dette nye kapitel.”
Hanne Graumann har drevet brandet – igennem de seneste år sammen med datteren Frederikke Graumann – og skabt en identitet ud af rene linjer og kvalitetsmaterialer, hvor blandt andet kashmir spiller en stor rolle.
LÆS OGSÅ: Nyt PR-agentur skyder frem i København
Fra 2025 vil brandet udelukkende blive solgt fra deres website og ikke længere været dikteret af sæsonhjulet, men i stedet arbejde mere projektbaseret og med plads til at “udforske både nye og velkendte inspirationskilder og kreative retninger,” som brandet skriver i en pressemeddelelse. Hanne Graumann har en lang og imponerende karriere bag sig, hvor hun dels er uddannet fra Kunstakademiet med speciale i modedesign, men også været frisør hos Gun-Britt Coiffure og den ene del af brandet Gritt & Graumann, der blev startet i midt-firserne.
Graumann har fokuseret sin indsats på to årlige kollektioner og har siden 2020 haft underlinjen Graumann Infinity med fokus på klassiske styles, der kan købes året rundt.