Ny modemesse placerer sig i juni
Tidligere direktører af CIFF og Revolver står bag nyt messeinitiativ.Der har længe været hede debatter om placeringen af sommermodeugen; skulle den ligge i slipstrømmen af herremodeugen i Paris, lige før skolernes sommerferie, eller skulle den ligge som nu, lige efter, i august i uge 32 – og det blev for ikke lang tid tilbage vedtaget, at Copenhagen Fashion Week og CIFF ville holde sig der.
Men nu kommer en ny messe på banen. En ’appointment only’- messe, der skal fungere som et multi-brand showroom med både herre- og damekollektioner fra skandinaviske og internationale brands. Og den nye messe, Mandatory Cph, placerer sig tidligere end de andre, netop den 26.-28. juni og herefter to gange årligt.
Messen kommer til at holde til i Øksnehallen, hvor CIFF i vinter holdt sin enorme branchefest, og hvor Revolver-messen tidligere holdt til. Og det er da også tidligere ansatte fra selv samme messer, der står bag Mandatory. Blandt andre Mads M. Petersen, der var co-direktør på CIFF fra 2013-2020 og Clara Leone, tidligere direktør på Revolver.
Ifølge en pressemeddelelse, udsendt i dag, er Mandatory Cph tænkt som et selvstændigt ’add-on’ til den eksisterende industri i overensstemmelse med den internationale modeugekalender, herunder Copenhagen Fashion Week.
“Hvor Copenhagen Fashion Week skiller sig ud som en førende aktør med modeshows, præsentationer og talks i august, er Mandatory Cph et showroom, der understøtter brandsne med en handelsplatform på et tidligere tidspunkt på sæsonen,” lyder det fra Mads M. Petersen i en pressemeddelelse.