Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Son of Tailors

I Son of a Tailors første fysiske butik viser spejlet dig din rette størrelse

Son of a Tailor forbinder deres teknologiske DNA og deres første fysiske butik igennem et nyudviklet AI-spejl.
Son of a Tailor forbinder deres teknologiske DNA og deres første fysiske butik igennem et nyudviklet AI-spejl.

Custommade tøj produceret på bestilling har, siden starten i 2014, været grundstenen for det danske fashion-tech brand Son of a Tailor. Indtil nu har brandet udelukkende eksisteret online, men nu slår de dørene op til deres første forretning og med den også 24 forskellige standardstørrelser, der er – næsten – lige til at plukke fra hylderne. 

Men trods deres fysiske manifestation har de stadig det teknologiske aspekt med sig – nemlig i form af et AI-spejl. Son-spejlet, som de kalder det, kan med kombinationen af AI og billedgenkendelsesteknologi vise dig både deres farvesortiment og hvilken af de nye standardstørrelser, du passer. Uden at du behøver at gøre andet end at spejle dig og trykke på skærmen.

“Med Son-spejlet har vi udviklet en teknologisk løsning, der giver en gnidningsfri kundeoplevelse, samtidig med at behovet for lagerbeholdning i butikken reduceres. Det gavner med andre ord kunden og hjælper os på samme tid med at bekæmpe overproduktion. Og det er meget i Son of a Tailors ånd,” fortæller Jess Fleischer, brandets medstifter og CEO.

Med butikkens åbning ønsker de stadig at fastholde en del af deres made-to-order princip og dermed muligheden for ikke at skulle have alle produkter på lager. Enkelte modeller – primært deres bestsellers – kan man tage med sig hjem direkte fra butikken, mens andre produkter skal bestilles og derefter produceres på deres egne fabrikker i Portugal.

“Den nye butik er en naturlig forlængelse af vores fortsatte bestræbelser på at give vores kunder en personlig tilpasningsoplevelse, der tilbyder tøj af høj kvalitet, der passer og holder,” fortæller Jess Fleischer også i en pressemeddelelse.

Herretøjsbrandet har siden deres start i 2014 lavet tøj i tilpassede størrelser til mere en 170.000 mænd. Det ønsker de at fortsætte gennem deres nye butik på Pilestræde 28, 1112 København, som åbner den 18. april 2024.