Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Kamo Collection Blaa 01 under Han Kjøbenhavn kampagne billede

Ny denimlinje på vej fra Han Kjøbenhavn-stifter

Med solbrillemærket Kamo vendte Tim Hancock tilbage til Han Kjøbenhavns rødder, og den stil forstætter han nu med lanceringen af ny denimlinje.
Med solbrillemærket Kamo vendte Tim Hancock tilbage til Han Kjøbenhavns rødder, og den stil forstætter han nu med lanceringen af ny denimlinje.

Ser man på Tim Hancocks brandhistorik, begynder der at tegne sig et mønster. Da han i sin tid startede Han Kjøbenhavn sammen med forretningspartneren Jannik Wikkelsøe Davidsen, var det i første omgang et solbrillebrand, som senere begyndte at producere tøj. Om vi nu kan forvente samme vækstrejse for Tim Hancocks nyere solbrillebrand Kamo, som vi har set hos Han Kjøbenhavn, er endnu uvist, men ét ved vi: Fra marts sælger Kamo også tøj under navnet Kamo Ready To Wear.

Da Tim Hancock i 2017 frasolgte sin halvdel af Han Kjøbenhavn til Jannik Wikkelsøe Davidsen, var det blandt andet med ordene:

“Man kan selvfølgelig ikke forvente, at ens arbejde altid skal være lystbetonet, men jeg er efterhånden kommet frem til, at jeg gerne vil tilbage til det udgangspunkt, jeg var ved, da vi stiftede HAN Kjøbenhavn,” som han sagde i et interview med Fashion Forum.

Og tilbage til udgangspunktet kom han altså med solbrillebrandet Kamo, som han har kørt side om side med konsulentvirksomheden SSoon International, som han startede kort efter afskeden med Han Kjøbenhavn.

En hyldest til håndværk, kvalitet og traditioner

For virkelig at cementere tilbagekomsten til rødderne, udvider Kamo således til også at omfatte tøj. Kamos første tøjlinje kommer til at hedde Blaa 01, og den vil bestå af denim skabt ud fra japanske traditioner – og være indfarvet med indigo, ligeledes efter den japanske tradition ’aizome’.

“Jeg valgte navnet Blaa for at skabe et smukt, lingvistisk nik til farvens essens og en direkte reference til indigo,” forklarer Tim Hancock i en pressemeddelelse.

“Jeg har altid ment, at vellavet denim er et symbol på usammenlignelig kvalitet. Det, der adskiller japansk denim fra andet, er den minutiøse opmærksomhed på detaljen gennem indfarvningsprocessen. Resultatet er et tekstil, der ikke bare imponerer med den distinkte, dybe indigo-farve, men også viser en unik karakter, når det ældes og præges af en personlig patina over tid,” fortæller han videre.

Blaa 01 er en kønsneutral kollektion, der indeholder styles i både ufarvet og indigofarvet denim.

“Da jeg lancerede Kamo i 2020, fokuserede jeg udelukkende på briller som et designobjekt mere end som modetilbehør. Introduktionen af Blaa 01 føles som en tilbagevenden til mine kreative rødder. Det handler om at omfavne nogle fundamentale dele af moden – denim og briller – og præge dem med et friskt perspektiv,” afslutter Tim Hancock.

Kamos Blaa 01-kollektion bliver lanceret i marts. Du kan se kampagnebilleder af kollektionen herunder.