Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
The Garment AW24
COPENHAGEN FASHION WEEK AW24, Modeuge

Forført af tidløs glam

Charlotte Eskildsen giver ”quiet luxury” et moderne twist i sit femte show med The Garment. Kollektionen er inspireret af æstetikken i 80er-filmen ’American Gigolo’, men har en velkommen nutidig velklædthed over sig.
Charlotte Eskildsen giver ”quiet luxury” et moderne twist i sit femte show med The Garment. Kollektionen er inspireret af æstetikken i 80er-filmen ’American Gigolo’, men har en velkommen nutidig velklædthed over sig.

READ THE ENGLISH VERSION HERE

The Garment, onsdag den 31. januar 2024 klokken 13.00, Moltkes Palæ

Du behøver ikke at kunne huske handlingen i 80’er-filmen ’American Gigolo’, men det hjælper lidt, at du kender til æstetikken i Richard Geres og Lauren Huttons kostumer (der i øvrigt blev Giorgio Armanis store gennembrud som designer) for at forstå, hvorfor Charlotte Eskildsen er så fascineret af de underspillede looks, at hun dedikerer hele The Garments kollektion til den tendens, som har fået et comeback sidste år med mode-udtrykket ”quiet luxury”.

Rammerne for showet kunne dog ikke være længere væk filmens West Hollywood kulisse end Moltkes Palæ, som til gengæld er håndværkslaugenes hovedsæde. Det er tydeligt i alt, hvad Charlotte Eskildsen rører ved, at hun nærer den dybeste respekt for det klassiske skrædderi, og at hun følte sig hjemme. Hun holdt showet helt enkelt uden at forfalde til det oplagte at spille Giorgio Moroders filmsoundtrack eller lade modellerne blive glam’et op, for netop at lade designet tale for sig selv. Kun tre moderne skulpturer af Josephine Winding på catwalken brød palæstemningen og var med til at placere kollektionen i nutiden.

Hun har altid været fascineret af balancen mellem det maskuline og feminine. Både i sit mangeårige arbejde med Designers Remix og de sidste fem sæsoner med kreativt ansvar for dette ”less-is-more” brand, som hun fortsætter, efter at influencer Sophia Roe netop har forladt samarbejdet. Charlotte Eskildsen har haft overhånden siden første kollektion, og med denne viser hun atter sin suverænitet med at mixe.

Hun forbliver tro mod The Garments manifest om at altid at være relevant i farver, snit og materialer uden at forfalde til modeluner, så tøjet har lang levetid. Det holdt hun i hævd med den neutrale palet af hvid, champagne, banangul, koksgrå, kaffebrun og kulsort med nogle få højrøde og sølv metallic nedslag i henholdsvis oversize ret-og-vrang-sweatre og baggy bukser.

Klara Kristin åbnede showet i en flot cape af gråblå uld med stor sølvknap på skulderen over en tidløs habit i samme materiale, derefter fulgte andre bud på suit-stilen med lang figurnær jakke i recycled læder, kort ulden bomberjakke med brystlommer, cropped pinstripe jakke med frynsekant og dobbeltradede korte blazere til shorts, miniskørt, læggede vide bukser og de nye smallere med kick-flare vidde fra knæet.

Charlotte Eskildsen kom måske nærmest noget nedtonet Hollywood-glamour i aftentøjet. Fra en smal sort smoking med elfenbenshvid revers til et sexet tylsbobleskørt i kort og lang, champagnefarvet satin-slip med rynket opretopstående kant og en fejende faux fur-pels over næsten transparent hvid rullekrave og bukser med generøs vidde samt Mathilde Gøhler i finale-kjolen af den tyndeste uld skåret på skrå til svajende midi-længde over lange læderstøvler og med bredt ombuk på bustier-overdelen. 

The Garment oser af integritet og nutidig velklædthed. 

Du kan se et udvalg af billeder fra showet nedenfor. Se hele kollektionen her

The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24
The Garment AW24