“Det første rigtigt globale, islandske brand”: Ansættelsen af CCO skal indfri 66°Norths internationale ambitioner
66°North udvider lederteamet og etablerer satellithovedkontor i København.Det snart 100 år gamle islandske brand 66°North har bygget sit brand på strenge krav til at kunne klare intens kulde og holde til hårdt manuelt arbejde på havet et liv igennem. Ejet af ægteparret Helgi Oskarrson og Bjarney Harðardóttir siden 2011 og BCorp-certificeret siden 2019 er brandet nu klar til en yderlige rejse, der skal manifestere deres globale tilstedeværelse – noget pilen også pegede på, da de i november 2022 åbnede deres europæiske flagskibsbutik på Regent Street.
Til deres videre rejse har de blandt andet ansat Jeppe Møller i en nystiftet rolle som CCO. Han har i det seneste år arbejdet for brandet som konsulent og kommer før det fra en i en lignende rolle hos Ganni gennem 9 år, hvor han her knyttede kontakt med 66°North gennem de to brands kollektionssamarbejder.
Fremover skal han lede alle indtægtskanaler på de globale markeder, herunder merchandising og visual merchandising. En af hans første roller bliver at opbygge et nyt satellithovedkontor i København og herfra arbejde tæt sammen med hovedkvarteret i Reykjavik.
“I 66°North har vi en utrolig historie og en kultur, der afspejler stoltheden i brandet og produktet. At vi har skabt produkter, der har beskyttet det islandske folk i snart 100 år, mærker man tydeligt. For 66°North handler det om at komme fra at være et ekstremt velfunderet og veletableret brand på Island, der står overfor en global vækstrejse. Brandet har gennem de seneste år formået at gøre sig gældende i henholdsvis UK og Danmark, men både brand og virksomhed står overfor en global vækstrejse, der først lige er gået i gang.”
Hvad tænker du om Quiet Outdoor-tendensen, som Business of Fashion har udråbt til at være en af de helt store i 2024? Er det én, der resonerer med 66°North?
“Performance og Fashion har i de seneste år bevæget sig mod hinanden og har i den seneste tid helt klart været decideret overlappende. I skæringspunktet mellem de to verdner findes et unikt space, hvor funktionalitet/performance møder fashion. For mig at se, er det præcist dette miljø hvor 66°North længe har udmærket sig, nærmest defineret, i næsten hundrede år.”
Du skal stå for at opbygge et satellitkontor i København. Hvad betyder det for brandets fremadrettede strategi?
“Udvidelses af hovedkvarteret fra Reykjavik til København er første skridt i retningen af en globalisering af brandet og opbyggelsen af kompetence og ressourcer, der skal understøtte vores globale ekspansion.
Udover udvidelsen i København er vi også i gang med at ekspandere i US, hvor Justin Warren netop er tiltrådt stillingen som salgsdirektør og skal overse etableringen af et NYC kontor og den strategiske lancering af wholesale på det nordamerikanske marked.”
Udover Jeppe Møller og Justin Warren, er også Mike Massoulier Eriksen, tidligere Head of Buying hos Wood Wood, tiltrådt som brandets nyudnævnte Head of Sales EMEA, og han vil ligeledes være at finde på hovedkvarteret i København.