Wood Wood afvikler sidste udenlandske butikker
Ovenpå et turbulent år med betydeligt underskud og udfordringer i detailledet afvikler Wood Wood nu de sidste udenlandske butikker.2023 har været en turbulent tid for Wood Wood. Det kunne vi allerede konkludere i juli, da virksomhedens regnskab kom ud og tegnede et rekordstort underskud på hele 32 millioner kroner. Og med dette regnskab kom også i ledelsesberetningen en melding om, at virksomheden forventede at reducere sit detail-aftryk i løbet af 2023 og lukke flere butikker. I samme periode fortalte konstitueret direktør – dengang bestyrelsesformand – at særligt de udenlandske butikker havde været deres “kæphest”.
Og nu kan Børsen oplyse, at ejerne “har besluttet at trække stikket på alle Wood Woods udenlandske butikker.” Wood Woods butik i Berlin lukkede i dette efterår, og med det var butikken i Soho i London den eneste, Wood Wood havde tilbage i udlandet. Lukningen af denne vil altså betyde et endeligt med butikker udenfor Danmark for Wood Woods vedkommende.
Lukningen kommer i kølvandet af også flere indenlandske butikslukninger, som blev varslet i foråret med begrundelsen, at de ville “skalere ned på” W.W. Life-butikskonceptet. I juli kom også regnskabet for Carrington Retail ApS, som står for driften af brandets butikker, hvor der ligeledes var et stort underskud på lige over ti millioner.