Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs

Farfetch overvejer at sælge Browns – og indkøbsdirektør stopper

Et potentielt salg af Browns kan være på vej for synkende Farfetch, skriver WWD, der også kan berette, at Ida Petersson forlader rollen som Director of Men’s & Womenswear Buying.
Et potentielt salg af Browns kan være på vej for synkende Farfetch, skriver WWD, der også kan berette, at Ida Petersson forlader rollen som Director of Men’s & Womenswear Buying.

I går kunne vi fortælle historien om det potentielle fald af en af verdens største modeforhandlere, Farfetch. Et fald, der vil få alvorlige konsekvenser for hele branchen – om som Farfetch-stifter og -CEO José Neves gør alt for at undgå.

Og nu er der åbenbart kommet en ny potentiel redningsbåd i sigte på det uvejrsramte farvand for synkende Farfetch – nemlig et salg af Browns. Det skriver WWD i dag.

José Neves købte Browns tilbage i 2015 og har brugt det til at teste sit ‘Store of the Future’-koncept – et slags “laboratorium for hans eksperimenter med banebrydende retail-teknologi,” som WWD formulerer det. Et salg af det ikoniske britiske magasin ville dermed, ifølge mediet, være en “stor symbolsk fiasko for Neves.”

Med andre ord er Browns ikke en stor forretning, men alligevel betydningsfuld for Farfetch, og det er da også usikkert, hvorvidt salget af butikken overhovedet kan løse platformens økonomiske problemer.

En helt anden sag er, hvem der overhovedet vil – eller kan – købe Browns. WWD skriver, at kilder fra branchen i London siger, at Frasers har finanserne til et potentielt køb – og at det ville løfte den britiske kæde af stormagasiners ry og give dem en “luxury halo” over hovedet. Hverken Frasers eller Farfetch har dog ønsket at kommentere på sagen til WWD.

Ida Petersson stopper

Et potentielt videresalg er dog ikke det eneste, der har ramt Browns. I dag kom nyheden også, at Ida Petersson forlader sin rolle som Director of Men’s & Womenswear Buying.

En rolle, hun har haft, siden hun i 2016 kom til Browns fra Net-a-porter, og som har gjort hende til et kendt ansigt i branchen og til modeuger verden over – Copenhagen Fashion Week inklusiv, hvor hun har været loyal gæst og støtte til især nye nordiske talenter i flere år.

Hvad den svensk-fødte indkøber skal nu, er ikke blevet offentliggjort, men forventes, ifølge WWD, at blive afsløret i slutningen af januar. Hvem der overtager hendes rolle hos Browns er ej heller annonceret endnu.

Hør vores interview med blandt andre Ida Petersson om hendes oplevelse af Copenhagen Fashion Week SS24 i vores podcast her.