Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Barbara Potts og Catherine Saks, designerne bag Saks Potts og Wessel & Vett Fashion Prize vindere

Her er vinderen af Wessel & Vett Fashion Prize 2023

Tirsdag aften blev vinderen af Wessel & Vett Fashion Prize 2023 fundet. De nominerede var Heliot Emil, Saks Potts og Forza Collective.
Tirsdag aften blev vinderen af Wessel & Vett Fashion Prize 2023 fundet. De nominerede var Heliot Emil, Saks Potts og Forza Collective.

Her til aften, tirsdag, er Wessel & Vett Fashion Prize 2023 blevet uddelt. Efter en lang dag med præsentationer har juryen besluttet, hvem der skal være vinderen af 300.000 kroner samt et samarbejde med Copenhagen Fashion Week med støtte og kommunikationsarbejde til en værdi af 250.000 kroner. Og vinderen er Saks Potts. I år er prisen anderledes udformet end tidligere, og hvor det var nyere brands og talenter, der før blev nomineret, er der i år åbnet op for, at mere etablerede og tidligere nominerede brands også kan være nominerede.

“Wessel & Vett Fashion Prize har altid været unik i Danmark, og fra i år åbner vi op for, at mere etablerede brands kan være nomineret side om side med nye designere. Denne ændring afspejler vores langvarige fokus på at udpege designere, som ikke bare har talentet, men også det kommercielle potentiale til at skabe en global modevirksomhed. Vores ambition er – nu mere end nogensinde – at støtte den næste generation af danske modeentreprenører,” udtalte Nina Wedell-Wedellsborg, grundlægger af prisen og bestyrelsesmedlem i Wessel and Vett-fonden, om den nye udformning af konkurrencen.

Dermed var de nominerede denne gang de to tidligere nominerede brands Saks Potts og Heliot Emil samt nyetablerede Forza Collective. Og de tre nominerede brands har således i løbet af dagen vist hver deres præsentation for en jury bestående af danske og internationale indkøbere, presse og andre branchefolk. Og efter en svær votering er juryen her til aften blevet enige om, hvem der skulle løbe med præmien.

Julius og Viktor Juul designerne bag Heliot Emil, Kristoffer Kongshaug designeren bag Forza Collective, Barbara Potts og Catherine Saks designerne bag Saks Potts, med Nina Wedell-Wedellsborg i midten
De nominerede til Wessel & Vett Fashion Prize 2023 med Nina Wedell-Wedellsborg i midten.

“Saks Potts har med et globalt udsyn og et lokalt mindset skabt nye definitioner af, hvad dansk design kan symbolisere. Deres new luxury business og community i både København og internationalt, er bundet sammen af et signaturdesign, der er genkendeligt, og et udtryk for både en følelse og en holdning ligeså meget som et brand. Agilitet sat sammen med vedholdenhed har hjulpet dem til at holde pladsen som et dansk brand, hvis ånd er uforlignelig og fortsætter med at vokse,” fortalte Nina Wedell-Wedellsborg om juryens afgørelse.

“Hold da kæft, mand!” udbrød Barbara Potts, da Saks Potts blev udnævnt som vinderne af Wessel & Vett Fashion Prize 2023.

“Vi er i chok. Tak til dig, Nina, og tak til hele juryen. Vi har været nominerede før, så jeg forventede virkelig ikke, at vi ville vinde. Det her er en stor overraskelse, og det er så dejligt!” lød det fra en tydeligt overvældet Cathrine Saks, da de modtog prisen.

“Vi vil gerne sige tak til vores team, som er det absolut bedste hold i hele verden. Og en kæmpe tak til vores søde mænd, som tager sig af vores babyer derhjemme, så vi kan gøre det, vi elsker.”

Læs mere om de nominerede her.