Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Endnu en rekordomsætning fra dansk sportsbrand

Men massive investeringer i nyt distributionscenter har kostet røde tal på bundlinjen for Hummel, lyder det.
Men massive investeringer i nyt distributionscenter har kostet røde tal på bundlinjen for Hummel, lyder det.

Fra rød til sort til rød igen. Sådan har bundlinjens farvekode vist sig igennem de sidste par år hos den danske sportsgigant Hummel, der dog endnu engang leverer en omsætningsrekord på hele 2218 milliarder kroner for 2022.

Hvor de røde bundtal tilbage i 2020-regnskabet skyldtes pandemiens nedlukning af ”breddeidrætten og detailhandlen”, skyldes årets underskud på 89,5 millioner kroner denne gang massive investeringer i bygningen af et nyt distributionscenter og lagerflytning. Det er derfor tale om et kalkuleret underskud, der har tippet balancen fra 2021’s rekordoverskud på 115 millioner kroner.

“Vi er stolte over, at vi for andet år i træk sætter ny toplinjerekord og når vores milepæl på 2 mia kr. Vi oplever massiv efterspørgsel på vores produkter, og den underliggende forretning er fortsat rigtig sund. Til gengæld har investeringen i et nyt distributionscenter og store engangsomkostninger forbundet med lagerflytningen kostet på bundlinjen,” siger CEO i Hummel, Allan Vad Nielsen, i en pressemeddelelse, hvor han uddyber:

“Vi kan se, at vi har fået det optimale ud af vores gamle set-up med en fordobling af omsætningen på kun fire år. Hvis vi ønsker at fortsæt- te vores vækst, har det været nødvendigt for os at investere i et nyt distributionscenter. Det har vi planlagt og arbejdet på i flere år, og selvom det har haft konsekvenser for vores resultat i 2022, giver det os store fordele på lang sigt.”

Nye mål på banen

Tidligere på ugen har Hummel annonceret, at de i samarbejde med Create2Stay fremover vil sikre gensalg af brugt Hummel-tøj for at give sportsbeklædningen et længere liv på banen. Men brandet har også planlagt en udvidelse af sin produktportefølje, der skal bringe de sorte tal tilbage i koncernen, der stræber efter en omsætningsmilepæl på hele på 4 milliarder kroner inden udgangen af 2028.

Noget, der blandt andet skal nås med et øget fokus på team sport, onlinesalg og det tyske marked.

Allan Vad Nielsen, CEO i Hummel. 

“Vi har en ambition om at blive Europas førende team sport brand, og derfor har vi investeret massivt i en forbedret produktportefølje, nye sponsorater og en øget leveringsevne. Flere af de store aktører efterlader lige nu et hul i markedet inden for både amatør- og professionel sport, og vi ser gode muligheder for at erobre markedsandele på området i de kommende år,” lyder det fra Allan Vad Nielsen, der fortsætter:

“Det gælder ikke mindst i Tyskland, hvor vi fortsat har momentum og oplever stor vækst. På de seneste tre år har vi tredoblet vores forretning, og det er en tendens, der kun ser ud til at fortsætte. Derfor bliver Tyskland også et vigtigt fokusmarked for at nå vores ambitiøse vækstmål frem mod 2028. Det samme gør vores onlinesalg, der bare fortsætter med at buldre derudad med årlige vækstrater på 50 procent,” slutter Allan Vad Nielsen, der forudser at Hummel, hvis regnskab også omfatter Newline, Halo og Sometime Soon, igen kan farve bundlinjen sort, når vi når næste års regnskab.