Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
PODCAST

Forfatter bag bog om Rana Plaza: "Hver gang man vender en sten i tøjindustrien, så kribler det ud med nye problemer"

I det nyeste afsnit af Fashion Forum på lyd taler vi med forfatteren bag lydbogen ’Der er blod på dit tøj, Julie’ om, hvordan man sikrer arbejdsforholdene i sin produktion.
I det nyeste afsnit af Fashion Forum på lyd taler vi med forfatteren bag lydbogen ’Der er blod på dit tøj, Julie’ om, hvordan man sikrer arbejdsforholdene i sin produktion.

“Jeg vil gerne mindske distancen mellem tøjarbejderen og forbrugeren.”

Dét fortæller forfatter og forsker i social bæredygtighed Julie Bundgaard, der netop har lanceret bogen ‘Der er blod på dit tøj, Julie’ i forbindelse med tiåret for Rana Plaza-fabrikkens tragiske sammenstyrtning i Dhaka, Bangladesh, den 24. april 2013.

Hun oplever, at forbrugerne ofte har svært ved at forholde sig til vilkårene for tøjproduktion, når den foregår på den anden side af jorden. Med bogen tager hun forbrugeren gennem hele værdikæden for produktionsforholdene gennem fiktive, men realistiske historier bygget op omkring ulykken.

Katastrofen, der kostede 1134 mennesker livet, er siden blevet kaldt tekstilindustriens 9/11 og var en øjenåbner for verden om de forhold, der omgiver tøjproduktionen.

’Der er blod på dit tøj, Julie’ handler om en problematik, som branchen har diskuteret lige siden, men som desværre stadig er relevant; nemlig at den store efterspørgsel på hurtigt og billigt tøj presser arbejdsforholdene for fabriksarbejderne.

Problemerne er stadig mange, og løsningerne er komplicerede

Julie Bundgaard, som ud over at være forsker også er Ph.d.-studerende i bæredygtig produktion ved Institut for Teknologi og Innovation hos Syddansk Universitet, fortæller i podcasten, at hun oplever, at mange brands har en ambitiøs strategi for deres arbejde med social ansvarlighed og arbejdstagerrettigheder – men også, at de er nødt til at gentænke den forretningsmodel, som leverer fast fashion og holder det største af ansvaret:

“Det er brandet, der skal sikre, at din nye jakke ikke er syet af et barn, der ikke har mulighed for at komme i skole. Det er brandet, der skal tage større ansvar for sine leverandørkæder og indse, at forretningsmodellen har spillet fallit på alle andre parametre end profit. Det er brandet, der skal udfordre lokal lovgivning og tænke etisk frem for juridisk. Det er brandet, der skal walk the talk, når de uddeler bæredygtighedspriser og mæsker sig i grønne fraser,” fortæller Julie Bundgaard og slutter:

“Men hver gang man vender en sten i tøjindustrien, så kribler det ud med nye problemer.”

Hør interviewet med Julie Bundgaard i Apple podcast  eller Spotify.