Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, PODCAST

Hun står bag verdens første svanemærkede skjorte: “Det undrer mig, at forbrugerne ikke stiller flere spørgsmål"

For at skabe verdens første svanemærkede skjorte var Tomorrow Denims Henriette Pieszak nødt til først at skabe sit eget svanemærkede tekstil.
For at skabe verdens første svanemærkede skjorte var Tomorrow Denims Henriette Pieszak nødt til først at skabe sit eget svanemærkede tekstil.

“Det var nok godt, at jeg ikke vidste, hvilken rejse jeg var på. For så tror jeg ikke, jeg var gået i gang. Det må jeg indrømme,” fortæller CEO og designer i Tomorrow Denim, Henriette Pieszak, til podcasten Fashion Forum på lyd.

Rejsen, hun taler om, er rejsen mod at skabe verdens første svanemærkede skjorte. En rejse, som skulle vise sig at være en del mere kompliceret end først forventet. Med Tomorrow Denim havde hun allerede skabt verdens første svanemærkede jeans, men her fandtes der allerede svanemærket denim, så den rejse var lettere. Til skjorterne var Henriette Pieszak nødt til først at udvikle sit eget skjortetekstil, der kunne leve op til Svanemærkets skrappe regler. Udviklingen bød på flere udfordringer med alt fra at finde vlieseline med miljøgodkendt lim til at finde på en løsning med kartoffelstivelse for at sikre den rette rivstyrke i stoffet.

Men for Henriette Pieszak var udfordringen det hele værd, for Svanemærket er en af de eneste mærkninger, der lever op til hendes egne ambitiøse bæredygtighedsstandarder. For hende var det ikke nok at sikre, at materialerne ikke udledte farlige kemikalier i spildevandet, eller at arbejderne havde ordentlig udsugning på systuerne. Hun ville være sikker på, at hun kunne stå inde for hele produktets værdikæde – fra afgrøde til færdigt stykke tøj. Og det undrer hende, at hun ikke deler den bekymring for tøjets værdikæde med flere.

“Det undrer mig, at forbrugerne ikke stiller flere spørgsmål. Altså, hvordan kan en t-shirt koste kun 50 kroner og have et lille mærke, hvor der står ’organic cotton’? Hvordan kan det lade sig gøre at producere den? Eller kjoler til 129 kroner, der både er indfarvede, printede, syede. Altså hvordan kan det lade sig gøre? Der kunne jeg ønske, at forbrugerne havde lidt mere eftertanke, når det kommer til tøj. Når man vælger fødevarer, så stiller man allerede de her spørgsmål. Hvordan kan det være, at man ikke har større interesse i det, du har på kroppen og tæt inde på kroppen, i forhold til det man spiser. Jeg tænker meget over, at når det gælder tøj, så er det ofte, at man ikke har de samme kriterier,” siger Henriette Pieszak.

Hør hele interviewet med Henriette Pieszak i Fashion Forum på lyd på Spotify eller Apple Podcast.