Mads Nørgaard åbner første flagsskibsbutik i udlandet
Mads Nørgaard tager i denne uge et stort skridt i brandets internationale udvidelse med åbningen af en ny monobrand-butik i Berlin.Mads Nørgaard er på mange måder indbegrebet af København og dansk modedesign, men nu åbner virksomheden sin første flagskibsbutik i udlandet. Og grunden til, at det sker netop nu, er der flere årsager til:
“Det er en gammel drøm, som har været længe undervejs. Jeg og vi har altid haft et godt øje til Berlin og Tyskland. Vi har en super partner i byen, og vi bliver mødt af megen velvilje. Derudover fandt vi det helt rigtige lokale,” forklarer Mads Nørgaard til Fashion Forum om den nye butik, der åbnes i samarbejde med brandets tyske samarbejdspartner, Label Agent.
Selve butikken er tegnet af Studio David Thulstrup med en kombination af danske klassikere med Berlin-inspirerede industrielle materialer. Men modsat multibrandforretningen Nørgaard på Strøget er den nye satsning en monobrand flagskibsbutik, hvor sortimentet kun består af egne kollektioner og den ikoniske #101 T-shirt. Og så skal butikken også huse forskellige kunstsamarbejder – i tråd med de danske forretninger.
Udvidelse med inspiration fra Berlins kultur og kunst
Ifølge Mads Nørgaard, er Berlin en passende by til brandets udvidelse indenfor retail, da “det er en mulighed for at komme helt tæt på en vild kulturscene med masser af musik, film, litteratur, kunst, ungdom og kant.”
“Vi glæder os til at indgå i gadelivet og blive inspireret for at blive endnu bedre til at skabe fantastisk, almindeligt tøj til fantastiske, almindelige mennesker – som vi siger,” fortæller Mads Nørgaard videre om beslutningen – der også bunder i en drøm om at udvide til netop denne storby på grund af hans personlige tilknytning til Berlin.
“Berlin har en særlig plads i mit hjerte. Jeg har kommet der siden mine teenageår i 80’erne og har altid følt et særligt bånd til byen. Hansa Tonstudio, Bowie, Neu – musik, film, litteratur og meget mere – og masser af politik. Som Københavner kiggede jeg mod Berlin for kontrasterne, kanten og også den konservative herlighed. Jeg gatecrashede natten, hvor Berlinmuren faldt, og var både fascineret og skræmt over den måde det gamle Østberlin overtog kulturscenen. Men jeg følte alligevel, at det var the place to be. Fra lang tid tilbage har jeg drømt om, at vi skulle åbne butik her i hjertet af det gamle Østberlin. Og nu sker det – en drøm bliver til virkelighed i Münzstrasse,” lyder det sideløbende i en pressemeddelelse.
Et naturligt skridt for brandets ekspansion i Europa
Satsningen sker ellers i en tid, hvor det ikke ligefrem er bekymringsfrit at drive fysisk forretning. Men ifølge Mads Nørgaard, er butiksåbningen en del af en større strategi for mærkets internationale udvikling – ligesom at der med butiksåbningen også er blevet investeret i en tysk webshop.
“Tyskland har længe været et af vores fokusområder. For os er det et helt naturligt næste skridt med en fysisk butik og et tysksproget site for at oppe vores tilstedeværelse på Europas største marked,” siger han og fortæller, at butikken i Berlin sandsynligvis ikke er den sidste, virksomheden kommer til at åbne i udlandet – men lige nu er fokus på butiksåbningen i Berlin, forklarer han.
Mads Nørgaards Berlin-butik åbner i morgen, torsdag den 27. april 2023, og har adresse i Berlins Mitte på Münzstraße 7. Lyt til Fashion Forums portræt af Mads Nørgaard i vores podcast her.