Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, PODCAST

Hvad stiller vi op med TikTok?

I Fashion Forum på lyd taler vi med digital rådgiver Nadia Nikolajeva om, hvornår man kan tillade sig at blive på det omdiskuterede medie – og hvilke tanker man bør gøre sig om det.
I Fashion Forum på lyd taler vi med digital rådgiver Nadia Nikolajeva om, hvornår man kan tillade sig at blive på det omdiskuterede medie – og hvilke tanker man bør gøre sig om det.

“Med TikTok har vi fået et nyt parameter, så jeg anbefaler alle at tilføje et nyt punkt i deres strategi, som handler om etik og værdisæt som virksomhed. Man skal overveje, om de sociale platforme, man er på, er i tråd med de værdier. For der er enormt meget kritik af TikToks datahåndtering nu. Vi ved ikke om vores data ender i Kina, uanset hvad der bliver sagt. Det kan jo være en dag, vi bliver klogere på, hvad der rent faktisk sker, men indtil da skal man i hvert fald ikke vende det blinde øje til. Man skal være klar til at svare på de svære spørgsmål, der kan komme. ’Hvorfor er I på TikTok på trods af kritikken?’”

Sådan lyder rådet fra digital rådgiver Nadia Nikolajeva, der har specialiseret sig i strategier for sociale medier. Hun følger lige nu sagen med TikTok nøje for at holde sig opdateret omkring, hvordan man bør forholde sig til det omdiskuterede sociale medie. Men om man bør slette appen eller ej, det har hun ikke et klart svar på lige nu.

“Det er okay at være på TikTok herhjemme i Danmark, hvis man har et særligt bånd til en ung målgruppe. I Danmark er TikTok jo stadig i en eller anden grad en app for unge og unge voksne. Hvis man nu har fået fat på nogen, som man virkelig ikke kan få fat på på andre måder, så vil jeg mene, at det kan retfærdiggøre i en eller anden grad, at man i hvert fald overvejer, om man skal være på TikTok,” fortæller hun og gør det klart, at man må lave en opvejning og vurdere, om fordelene er risicierne værd.

“Hvis ens markedsføring virkelig bare brager igennem, og man kommer ud over rampen med sine budskaber, så er det jo vigtigt, at man ikke bare giver op på TikTok på grund af det her – på grund af datakritik, som vi ikke har fået fuldstændig underbygget endnu. Jeg kan desværre ikke komme med sådan en one-size-fits-all-anbefaling,” fortsætter hun og understreger, at man uanset hvad må tage sin tilstedeværelse på TikTok til revision.

“Det handler om at have de her svar klar. Og svaret kan jo også være, at “vi er ved at undersøge det,” eller “vi følger sagen nøje, og før vi eventuelt forlader platformen, vil vi gerne beslutte det på et så godt grundlag som muligt. Så lige nu er det på lavt blus, men så beslutter vi det senere hen, når vi føler, at vi har de informationer, vi skal bruge.” Det kan også være et svar,” konkluderer Nadia Nikolajeva afslutningsvist.

Vil du høre mere? Lyt til denne uges episode af Fashion Forum på lyd, hvor du kan høre det fulde interview med Nadia Nikolajeva, og blive lidt klogere på, hvad der er op og ned med TikTok lige nu.

Lyt til afsnittet på Apple her og Spotify her.