Under lag af strik og løse ender finder man Louise Lyngh Bjerregaards små genistreger

Louise Lyng Bjerregaard AW23-show, den 28. februar 2023, Paris.

Lad mig starte med en disclaimer: Der var så mørkt i rummet til Louise Lyng Bjerregaards show i Paris, at det var svært at se detaljegraden i hendes kollektion. Og det er ærgerligt, når man ved, hvor utroligt mange timer, der er lagt i hvert eneste af den begavede designers looks. I de bærende strikelementer og i de utallige små stykker stof og strik, der i komplekse patchwork-konstruktioner er blevet til kjoler og nederdele. Men med en mørk og primært brun farvepalette fortonede det kunsthåndværksmæssige arbejde sig i den dunkle belysning, og det var svært at fornemme raffinementet.

Louise Lyngh Bjerregaard, der selv har beskrevet sig som, the odd one out, bevæger sig i et udefineret felt mellem haute couture og pret-a-porter og har skabt sin base i Paris. Og det er her hendes kunst – hendes kollektioner ­– skal bestå. Hun har tidligere flere gange bevist sin evne til at skabe strik ud af en anden verden. Så delikat, så fantasifuldt, så nærmest magisk, at man – om man er til hendes æstetik, der også hylder det ufuldendte – ikke kan overse hendes talent til at fange drømme og vilde og sarte humørsving i sin tråd. Man er ikke i tvivl om, at tøjet er hendes sprog, som hun selv har formuleret det. På samme måde ligger der i hendes materialekombinationer, som hun henter fra sit store arkiv, en fornemmelse af den indsyede historie, hvilket er med til at gøre designet så ulig alt andet.

I denne kollektion blev udtrykket med de mange lag og lapper sammen med den tungere strik og mørke palette, i højere grad end ellers, for de få. Louise Lyngh Bjerregaard er dog, skal det nævnes, langt fra den eneste designer i Paris, der har udforsket det dunkle udtryk. Uden sammenligning i øvrigt har Business of Fashion-anmelder Tim Blanks udtrykt, hvordan verdens vaklende tilstand reflekterede sig i mere dystre kollektioner hos blandt andre Dior og Saint Laurent.

Men Louise Lyngh Bjerregaard formår også at balancere det voluminøse med fuldkomment tilpassede korsager og slanke kjolesilhuetter, der lå tæt til kroppen, hvor den lange grå kjole med det enorme strikkede sjal fremstod særdeles elegant. Det samme gjorde et sæt med sort korsage over bukser og strikket krave, der gav et velkomment kig til huden under. Ligeledes var de midi-lange, smalle nederdele, de korte taljerede jakker, T-shirts og den afstemte leopardprint bud på en mere kommerciel vej for brandet Louise Lyngh Bjerregaard. Fremhæve må man også, dog ikke for sit kommercielle islæt, en strikket sweater med høj krave i et komplekst, brunligt mønster og nærmest ufærdige kanter – en overdel, der trods sin enkelhed kræver noget mod at bære, men også rummer den fortælling, som Louise Lyngh Bjerregaards designs skvulper over med.

Attitude manglede heller ikke hos modellerne, der alle bar tykt strikkede ’pussycat’-huer, og det kræver det også at bære Lyngh Bjerregaards artistiske designs. Der var uden tvivl meget mere at komme efter, dark times or not, men man sad tilbage og ønskede at bare lidt mere lys var blevet kastet – i kollektionen eller blot over modellernes looks. For det fortjener en så enestående karakter i det nutidige modebillede som Louise Lyngh Bjerregaard.