Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE, SHOWANMELDELSE

Ultra alting: Heliot Emil cementerede sit internationale potentiale i Paris

Spundet over en kærlighed til Henry Moores skulpturelle univers viste Heliot Emil endnu engang, hvordan de formår at balancere deres ultraskarpe kollektioner med blødere elementer i en gennemført setting.
Spundet over en kærlighed til Henry Moores skulpturelle univers viste Heliot Emil endnu engang, hvordan de formår at balancere deres ultraskarpe kollektioner med blødere elementer i en gennemført setting.

Heliot Emil AW23-show, ‘Connected Forms’, den 28. februar 2023, Rue de Vanguard, Paris.

Heliot Emil har forstået at gøre den ekstremt konceptuelle ramme til deres legeplads. Et sted, hvor alting er ultra. Ultraskinny, ultramonokromt, ultraskulpturelt, ultragennemført.

Dette cementererede de to brødre bag, Julius og Victor Juul, endnu engang ganske overlegent ved deres andet show i Paris, hvor de på damemodeugens første dag var på den officielle kalender – noget, der i sig selv er en præstation.

I en bygning, der indvendigt var skrællet ned til den rå beton og alene var oplyst af dagslys fra den runway-lange vinduesvæg og enkelte markante projektører, viste de med kollektionen ‘Connecting Forms’ deres oversættelse af den britiske billedhugger Henry Moores organisk-grafiske skulpturer. Mest sort, lidt hvid, lidt sølvgrå holdt i Heliot Emils signaturpalette. Selv gæsterne var blevet opfordret til en sort dresscode, der i mange tilfælde – selvfølgelig – var fra Heliot Emil selv. Et lille greb, der ikke alene virkede selvforstærkende på budskabet om, at Heliot Emil har et publikum, som de har fuldkommen styr på – om de sidder på hovedkvarteret i Københavns Nordvestkvarter eller holder show i Paris. Det understregede også, med silhuettegningerne mod vinduerne, kollektionens grafiske præmis, ligesom at det endeligt betød, at brandet undgik, at der kom forstyrrende farver ind i det fotomateriale, der efterfølgende skal leve livet blandt deres knap 400.000 følgere på Instagram. Heliot Emils rå, tech-future univers er med sin stringens og detaljer af spænder og lynlåse ikke for den skødesløse, og det minutiøst planlagte show understregede dette.

Heliot Emil har et fast greb i sin DNA og udfordrer herfra sig selv og sit publikum til at vride og overdrive silhuetter på de avantgarde-dynejakker, der gik igennem kollektionen og som sammen med korte fake furs lå i kontrast til de korte, smalle miniskørter og lange læderskafter over stiletter. Samtidig havde de raffineret deres suiting og håndværk og gjorde således det repetitive til et smukt element, der viser brandets konstante udvikling.

Med looks, der skifter mellem det afklædte og det lag-på-lag tildækkede, lever kollektionerne en delikat balancerende akt. Mellem det skarpe og industrielle; stiletter af metal, blanke metalspænder, de lige dele dekorative og funktionelle lynlåse, og det blødere; suiting, de skulpturelle dynejakker og fluffy elefanthuer, der dækkede modellernes ansigter. Det er også her, at Heliot Emil illustrerer, hvordan de rækker ind i en tech-fyldt fremtid med et kærligt greb til historien, fortiden.

Inspireret af den tekstur og patina, Henry Moores udendørsskulpturer med tiden får, har brandets kreative direktør, Julius Juul, arbejdet med materialernes overflader og manipulereret dem med varme, vand og slid – noget, der blev yderligere demonstreret, da der blev sat ild til en model, som gik hele sin tur med brændende tøj, så man både kunne mærke varmen og dufte røgen.

Nok er Heliot Emils univers stringent, men som gæst i deres univers mærker man dem med sine sanser, fra den legesyge og nærmest nuttede robothund, der underholdt gæsterne under seatingen, til rummets isnende kulde, der (næsten) fungerede som et performativt element i showet. Heliot Emils brand ræsonnerer godt med et internationalt crowd og et modebillede, hvor tingene ikke behøver at være comfy for at få fodfæste. Og med den kurs, de har lagt, er det svært ikke at forestille sig, at de internationale døre står åbne.