Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW23, Modeuge, SHOWANMELDELSE

The Garment får god stil til at virke ubesværet

The Garment havde skruet op for volumen med større venue og flere gæster, men tilgengæld var showet kort og præcist.
The Garment havde skruet op for volumen med større venue og flere gæster, men tilgengæld var showet kort og præcist.

The Garment, onsdag den 1. februar 2023 klokken 13.00

Der er noget befriende over The Garments kollektion. For selvom den har nerve og rammer lige ned i noget, der føles rigtigt lige her og nu, er der også noget tidløst over mærkets tilgang til stil. Den er ikke som sådan trendbaseret, men skaber i højere grad trenden i selve stylingen af kollektionen, hvilket virker befriende i en tid, hvor man har (mindst) det ene øje på inflation og stigende elpriser.

Denne sæson bød på masser af quilt og store silhuetter, hvor skuldrene er brede, men hoften smal – næsten som et Y. Som i den sorte uldjakke med knapper, der lignede læder (men som helt sikkert ikke er det, når man kender brandet), der var sat sammen med en plaid-inspireret, kamelfarvet nederdel. Eller den sorte frakke i italiensk uld med drop shoulders og sølvsmedeknapper, der gav den et lille strejf af vintage.

Længderne i The Garment har ellers altid været ultrakorte, og miniskørtet har fyldt den del, så derfor var det også helt forfriskende at se maxilængder hos brandet. De kom både i form af lange nederdele og kjoler, men også korte kjoler, som til gengæld var stylet over vide bukser. En vamset brun kjole i strikket uld bouclé satte en fed streg under, at det hverken skal være kort eller bart for at været sexet. Strik fylder en del i The Garments DNA, og ikke mindst kabelstrikken er næsten blevet synonym med brandet og var selvfølgelig også repræsenteret denne sæson, men i nye fortolkninger. Apropos nyt, så var der både en baclava og trøje med et strikket snefnug-mønster, der gav kollektionen et legesygt tvist, som vi ikke før har set.

Farvepaletten var som altid forholdsvis neutral i sort og grå og med lyse toner i hvid og elfenben. Denne sæson også tilført enkelte styles i en svag lavendel nuance, mens en top og et par hæklede huer i sølv-metallic tilførte en smule glitter.

The Garment formår at lave kollektioner, der får god stil til at virke enormt ubesværet. Det er enkelt uden at være kedeligt, gennemarbejdet i detaljen uden at være for meget, og personligt får jeg lyst til at eje næsten alle dele af kollektionen. Men – og der er et lille men – med et mærke, der er så stilsikkert og har så godt styr på bæredygtighed, så kan man ikke andet end at blive lidt ærgerlig over, at den kropspositivisme, som heldigvis er ved at blive en naturlig del af modebilledet i 2023, ikke kommer til udtryk i showet. Måske næste gang…

Se hele kollektionen her