Når OpéraSport rammer, rammer de rent ind

OpéraSport, onsdag den 1. februar klokken 12.00

Jeg starter med det gode. For der er nogle ting, som Stephanie Gundelach og Awa Malina Stelter, kvinderne bag OpéraSport, er rigtig, rigtig dygtige til. Hvor de rammer helt rent og lige ind i drømmegarderoberne hos mange. Det raffinerede – og ansvarligt genanvendte – silke, der som et af brandets signaturmaterialer siden begyndelsen i 2019 altid er gennemtænkt designet, så det synes både ekstravagant og ultra wearable på én og samme tid.

Denne sæson eksemplificeret gennem flere ankellange nederdele i sort og cremehvid. Helt klassiske, men – som det efterhånden er blevet OpéraSports kendetegn – aldrig for klassiske. Små diskrete detaljer som horisontale syninger midt på låret bryder det fine og tager det ned på jorden. Eller de både kort- og langærmede skjorter, (hvis galakse-inspirerede print i sort, blå, lilla og gråhvid dog sendte tankerne en my for meget hen på noget, man har set et andet sted en anden sæson). Og den stivede denim, der denne gang kom i flere mørkeblå varianter af både vidde, højtaljede bukser, en knælang nederdel og en figursyet, kort frakke. Denim, som også her løftes af sine detaljer; flatterende knapsømme ned langs benene (som de også fik os til at sukke efter sidste sæson) eller små similisten, som vi ligeledes så på både lange handsker, en stropløs lædertop og en kort, sort læderjakke med firkantet udskæring. Og hvem har ikke også set en af de tætsiddende bomuldskjoler med asymmetrisk udskæring flytte direkte ind i skabet? Eller de mange flotte udgaver af både toppe, kjoler og langærmede bluser med igen asymmetrisk åben front holdt sammen af sløjfer. Noget, som igen denne sæson var gennemgående, men nu ført helt til yderlighed af et helt tæt, sort body suit med slids og sløjfer fra top til tå.

Men uanset hvor vellykket ovenstående er, kan det ikke overskygge de styles, hvor man pludselig mister tråden. Ikke helt kan følge med og gennemskue, hvor brandet vil have os hen – og om man har lyst til at tage med. To kjoler i en helt tyk jersey, der med deres – undskyld manglen på bedre beskrivelse – roastbeef-farvede zig zag-print faldt ved siden af. Eller de skinnende, rynkede læderstyles i form af både nederdel og frakke, som bare ikke rigtig duede, selv på de virkelig smukke kroppe, der bar dem.

Også denne sæson var Y2K-referencerne dominerende med neon gule bluser, kædebælter, similisten, cowboyhatte, metalliske logo-emblemer og en enkelt tracksuit-jakke. Men hvor det i sommers virkede on point– hele København rendte rundt i netop de ting – kan man nu spørge sig selv, om det er klogt at satse hele butikken på noget så flygtigt som den tendens? En tendens, der ramte os så hårdt, at den med al sandsynlighed forsvinder lige så hurtigt igen, som den kom.

Er det helt forbudt at ønske sig, at vi vendte blikket lidt tilbage mod begyndelsen? Dengang, hvor OpéraSport forførte med et über stramt koncept af små – og tilpas limited editon – drops af veludførte silkekjoler og simple bomuldstoppe med klædelige udskæringer. Altid med et tvist af nogle passende sport-referencer, som førte dem ud af de kategorier, vi kender, og helt ind i deres egen.

Se hele kollektionen her