Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Mark Kenly Domino Tan er ude af eget brand

Mark Tan stopper i brandet, der bærer hans navn, lyder det fra Fashion Society.
Mark Tan stopper i brandet, der bærer hans navn, lyder det fra Fashion Society.

“Det er med tungt hjerte, vi annoncerer, at Mark Kenly Domino Tan Studio og designeren Mark Kenly Domino Tan har valgt at gå fra hinanden.

Det skriver Mark Kenly Domino Tan Studio her til aften.

“Det nuværende Mark Kenly Domino Tan Studio-team har arbejdet tæt sammen i nogen tid nu. I august styrkede vi teamet med Caroline Engelgaar, der kom til som Brand Director, hvilket fremmede studiets vækst og ambitioner. Så med vores kontinuerlige, tætte arbejde med den kreative partner Samuel Drira og Engelgaar, der står i spidsen for brandet, har vores DNA aldrig følt sig klarere, “ lyder det fra CEO i Fashion Society Charlotte Egelund. Fashion Society A/S optog i 2017 brandet som en del af sin portefølje og ejer i dag hovedparten af Mark Kenly Domino Tan Studio. Hun fortsætter:

“Brandets eminente æstetik er dybt indlejret i vores kerne, og arven fra Mark Kenly Domino Tan løber gennem hvert eneste sting. Noget, vi har til hensigt at opretholde, udvikle og forfine for hver sæson.”

Mark Kenly Domino Tan grundlagde brandet i 2014 og har siden opbygget sig et stærkt renommé på den danske modescene med sin udprægede sans for tekstiler og skrædderkunst.

Mark Kenly Domino Tan SS23 / Copenhagen Fashion Week

“Mark Kenly Domino Tan behøver næppe nogen større introduktion,” skrev Malou Wedel Bruun her på Fashion Forum i sin anmeldelse af hans show tilbage i 2021. “Han har for længst placeret sig i toppen af det danske modehierarki med sine skræddersyede, grafiske looks og ofte i innovative materialer,” fortsatte hun i sin vurdering af hans kollektion, der på sin vis kendetegner alt, der er skrevet om ham som designer og hans kollektioner. Altid med stor respekt for Mark Tans talent og kunnen.

“Det er svært at sætte ord på Marks store betydning for den danske modescene og for Copenhagen Fashion Week. Og derfor også, hvad det betyder, at han nu stopper i brandet, der bærer hans navn. Der er ingen tvivl om, at hans talent er enestående, og at han har skabt et brand med international rækkevidde,” lyder det fra CEO i Copenhagen Fashion Week Cecilie Thorsmark til Fashion Forum.

Mark Kenly Domino Tan har siden begyndelsen af året ikke selv haft ejerandele i brandet.