Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Prognoser peger både op og ned: hvor stor bliver Black Friday i år?

Lavere forbrugertillid, fyldte lagre og en Black Friday, der er blevet til Black Week, gør det svært at forudse udfaldet af dette års udsalgsfest, som kulminerer på fredag. Vi har set på to prognoser, som peger i hver sin retning.
Lavere forbrugertillid, fyldte lagre og en Black Friday, der er blevet til Black Week, gør det svært at forudse udfaldet af dette års udsalgsfest, som kulminerer på fredag. Vi har set på to prognoser, som peger i hver sin retning.

De seneste mange år er det hovedsagligt kun gået op, når det kommer til danskernes købelyst på Black Friday. I år er det dog noget sværere at forudsige, hvordan forbrugerne har tænkt sig at agere på udsalgsdagen, der falder nu på fredag, den 25. november.

For det er som om, at forudsætningerne for udfaldet af forbrugsfesten stikker i vidt forskellige retninger i år – lav forbrugertillid og inflation overfor fyldte lagre og formentlig endnu flere knaldtilbud – og det samme gør derfor også prognoserne for dagen.

Hos Dansk Erhverv er budskabet, at danskerne vil “trodse krisen til Black Friday,” som de skriver i en pressemeddelelse på baggrund af en nylig analyse. Den viser nemlig, at rekordmange danskere forventer at handle under Black Friday i år – og endda for flere penge end i 2021. Mere præcist viser deres befolkningsundersøgelse, at 36 procent af danskerne i år vil kaste sig ind i tilbudsjagten enten online eller fysisk på fredag, hvilket er en stigning på ti procent siden sidste år. Ifølge Dansk Erhverv selv, skyldes de øgede forvetninger faktisk netop de højere leveomkostninger lige nu:

“Danskerne har en tradition for at købe julegaver, når de kan få et godt tilbud, hvilket vi også har set tidligere år. Derfor giver det mening i forhold til krise og inflation, at folk er særligt opmærksomme på at købe varer til en god pris,” lyder det i pressemeddelelsen fra Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Stigende priser ændrer forbrugsvaner – men også på Black Friday?

Men der er også dem, der forventer det helt modsatte – altså at danskerne vil holde sig tilbage under Black Friday på grund af de stigende forbrugerpriser og leveomkostninger. Det gælder blandt andre DI Handel. De har ligeledes lavet en nylig analyse, som viser, at kun 14 procent af danskerne er helt sikre på at handle på Black Friday – et dyk på 11 procentpoint sammenlignet med samme måling sidste år.

Analysen, der er lavet i samarbejde med YouGov, viser dog også, at andelen af forbrugerne herhjemme, der måske vil handle på fredag er større, nemlig 38 procent.

Det er dog ikke kun stemningen hos forbrugerne, der alene afgør, hvor stor tilbudsdagen bliver. En anden endnu ukendt variabel er, hvor meget virksomheder og butikker har tænkt sig at skrue op for rabatterne. Noget, der også er ekstra meget usikkerhed om i år, da mange netop ligger inde med store lagre af eksempelvis tøj og derfor har brug for at sætte priserne endnu mere ned for at få tømt ud.

Her vurderer DI Handel, gennem en undersøgelse blandt deres medlemmer, at meget tyder på øgede besparelser i år flere steder. 28 procent af de adspurgte medlemmer svarer nemlig, at de har for store lagre, og 42 procent af dem vil derfor sætte priserne yderligere ned for kunderne.

Verdensituationen til side er der endnu en joker, som gør det svært at spå om salget på fredag. For de seneste år er Black Friday i stigende grad blevet udvidet til Black Week – og i nogle tilfælde Black Month – med udsalg spredt udover hele ugen. Og det var især tilfældet sidste år. Ifølge Nets, der hvert år samler resultater fra os de 100 største webshops herhjemme, faldt aktiviteten på selve Black Friday sidste år med 5,9 procent sammenlignet med 2020, mens salget samlet set lå på samme niveau.

Lyt med på fredag, når vi tager en status på detailbranchens udfordringer i podcasten “Fashion Forum på lyd”.