Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Bedre reklamesøljer fås ikke: Shaping New Tomorrow lander ny tøjaftale

Endnu et kommercielt sportssamarbejde kommer til modebranchen, når det danske herrelandshold i fodbold de næste to år ifører sig Shaping New Tomorrow.
Endnu et kommercielt sportssamarbejde kommer til modebranchen, når det danske herrelandshold i fodbold de næste to år ifører sig Shaping New Tomorrow.

Shaping New Tomorrows indtog i sportsverdenen fortsætter nu med DBU. Tidligere i år kunne de afsløre en ny ambassadør for brandet i fodboldspilleren Joakim Mæhle, men nu tager samarbejdet med spillerne endnu mere fart med en to-årig tøjaftale med hele det danske herrelandshold. En aftale, der betyder, at brandet kommer til at klæde landsholdsspillerne på udenfor banen i forbindelse med landsholdssamlinger og kampe frem til og med 2024.

Strategien for samarbejdet – udover de åbenlyse uvurderlige reklamefordele – går i spænd med brandets fortælling om at bringe funktionalitet og komfort ind i klassiske herretøjselementer. Og en specifik landsholdskollektion er nu også lanceret på Shaping New Tomorrrows hjemmeside og i deres ti butikker. Her vil jakkesæt, skjorter og T-shirts blive produceret i deres kendte antikrøl stræk-materiale, som også er vandafvisende, hvoraf et lille dannebrog pryder de hvide T-shirts.

“Vi er enormt stolte. Det her er et samarbejde med toppen af dansk elitesport. Det sender os lige et par skridt yderligere op på den nationale og internationale scene i vores fortsatte vækstambitioner – både herhjemme og i udlandet,” siger Kasper Ulrich, administrerende direktør hos Shaping New Tomorrow, i en pressemeddelelse.

International bevågenhed

Netop i udlandet kommer der igen fokus på landsholdet, når de i slutningen af november drager til VM i fodbold, som, efter en del kontroverser, for første gang bliver afholdt i Qatar. Her vil Shaping New Tomorrow være til skue for millioner af seere i optakten til de danske kampe, når det danske hold træder ud af spillerbussen og går igennem tunnellerne. I Qatar skal de danske spillere forsøge at gentage succesen fra EM sidste år, hvor de nåede turneringens semifinaler. En succes, der både vil være til gavn for Shaping New Tomorrow og DBU.

“Vi oplever en kæmpe opbakning til Herrelandsholdet fra alle sider i Danmark. Den nye aftale med Shaping New Tomorrow viser holdets styrke og er samtidigt et samarbejde, hvor vi sammen kan skabe nye resultater også uden for græstæppet og gøre det med stil,” siger DBUs kommercielle direktør, Tobias Hoff, i pressemeddelelsen.

DBU fortsætter altså sin bølge af kommerciel succes, siden kollektionen fra trepartssamarbejdet mellem Hummel, BLS Hafnia og DBU udkom i april, og hvor den re-designede spillertrøje hurtigt blev udsolgt.