Ikonisk tekstilvirksomhed udpeger ny CEO
Den nye direktør skal blandt andet stå for at accelerere den digitale vækst i den mere end 250 år gamle virksomhed.Selvom satsningen var helt ny for Georg Jensen Damask, var det ikke ligefrem nye metoder, der skulle tages i brug, da virksomheden for nyligt tog hul på et nyt kapitel i den historie, der rækker helt tilbage til 1756. For med lanceringen af Georg Jensen Damasks første kollektion af tøj til kvinder og børn er der trukket på deres årelange vævetraditioner. En lancering, der desuden bunder i en oprustning i det kreative team med ansættelsen af både Barbara Hvidt, tidligere medstifter af Soft Gallery, som Head Of Design & Product Concepts og Michael Nygaard ansat som Creative Director. Og nu er der endnu en gang nyt på jobfronten.
Georg Jensen Damask har nemlig netop offentliggjort ny CEO i form af tidligere CCO Michael Wassmann Karlsen. Igennem sin karriere har han haft stort fokus på digital transformation, blandt andet som ansvarlig for e-commerce og digital markedsføring i Matas. Og som administrerende direktør bliver det også hans opgave at fortsætte virksomhedens igangværende digitale transformation.
“Vi fortsætter vores organiske vækststrategi og store investeringer i digitalisering af virksomheden og kundeoplevelsen. Med sin stærke digitale profil og sit strategiske mindset er vi sikre på, at Michael er rette person til at fastholde vores grundværdier og designarv, samtidig med at han accelererer den digitale motor under vores interne processer og salgskanaler,” siger Anne og Jesper Hviid, ejere af Georg Jensen Damask A/S, i en pressemeddelelse.
“Georg Jensen Damask er ikke alene en økonomisk sund og solid virksomhed. Det er også en virksomhed med flere hundrede års historie og en kvalitets- og designmæssig arv i verdensklasse. Jeg er stolt over at skulle stå i spidsen for lige netop denne virksomhed, og jeg glæder mig meget til at skabe en mere digital forretningsmodel, uden at det ændrer ved vores æstetiske, langtidsholdbare design og produkter,” supplerer Michael Wassmann Karlsen selv.
Michael Wassmann Karlsen tiltræder jobbet den 1. november 2022. Her skal han tage over fra Peter Hulweg Christiansen, der har siddet i stolen i knap 20 år, og som nu har sagt ja til en ny stilling uden for huset.