Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
ET KIG INDENFOR

Et kig indenfor: Ganni indtager Tyskland

Ganni fortsætter eventyret i udlandet med åbningen af brandets første butik i Berlin - denne gang med kunst, keramik og bagværk.
Ganni fortsætter eventyret i udlandet med åbningen af brandets første butik i Berlin - denne gang med kunst, keramik og bagværk.

Ganni har for længst foldet deres genkendelige, farverige butiksunivers ud udenfor de danske grænser, men nu tager de endnu et skridt i den fysiske internationalisering med deres første butik i Tyskland. Nærmere bestemt i Berlin på Rochstrasse – og det gør de ikke overraskende i samarbejde med en hær af lokale, kvindelige talenter.

Ganni har nemlig udsmykket butikken med kunst fra Isis-Maria Niedecken, som giver de pastelfarvede vægge et endnu mere farverigt udtryk, og keramikeren Sisi Tonia har leveret en kollektion af limited edition espressokopper, som gives ud til åbningen (hvis man altså køber for mere end 300€).

Butikken er indrettet med fokus på at skabe en hjemlig vibe og er derfor lavet med inspiration fra Ditte og Nicolaj Reffstrups eget hjem. Retrovaser og vintage møbler står i kontrast til butikkens moderne podier, men alt interiør deler samme bæredygtige værdi – genanvendelse. Podierne består nemlig af plastikaffald, udstillingsbakkerne af gammelt, sammenpresset stof, og de upcyclede Artek-skamler er også skabt af Gannis aflagte tekstiler. De første gæster har desuden muligheden for at købe en nyfortolket udgave af brandets kendte ‘Smiley-tee’ kun udgivet i 40 styks. Og de resterende gæster kan trøste sig med bagværk fra Frederik Bille Brahes bageri i Berlin, Sofi Bakery.

“Jeg elsker Berlin. Byen er så fuld af kultur, kunst og fantastiske mennesker. Byen er divers, og jeg føler mig altid velkommen her, hvilket er præcis den samme oplevelse, vi ønsker, at folk får fra Ganni. Vi har et super loyalt community i Tyskland, og jeg er så glad for, at vi kan dele det med alle her,” fortæller Ditte Reffstrup i en pressemeddelelse.

Få et kig indenfor i butikken, der åbner denne måned, herunder.