Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Second Female-ejere bag nyt brand med internationale ambitioner

Bag det nye mærke Oval Square står Second Female-ejerne Steen Holtermann og Preben Laust. Med chefdesigner Nadia Cerri vil de skabe tøj; "der både er inspireret af den feminine og maskuline krop."
Bag det nye mærke Oval Square står Second Female-ejerne Steen Holtermann og Preben Laust. Med chefdesigner Nadia Cerri vil de skabe tøj; "der både er inspireret af den feminine og maskuline krop."

Oval Square er navnet på et nyt brand, der er stiftet af tre erfarne brancheprofiler – Second Female-ejerne Steen Holtermann og Preben Laust og tidligere Stig P-designer Nadia Cerri. Ifølge Steen Holtermann bunder det i, at han med sine knap 40 år i branchen har set en mulighed i at prøve kræfter med en ny og voksende tendens i branchen.

“Jeg har mange års erfaring i modebranchen, og jeg har derfor været ejer af flere brands og virksomheder gennem tiden. I forbindelse med et nyt set-up så jeg en mulighed for at skabe et anderledes brand med fokus på et mere eksperimenterende udtryk,” siger Steen Holtermann til Fashion Forum om Oval Square, som beskriver sig selv som et brand, der “ikke er kønsdefineret, men ønsker at tiltrække enhver, der ser sig selv i Oval Squares univers,” som de skriver i en pressemeddelelse.

Med på bølgen

Det nye mærke er altså hoppet med på bølgen af kønsneutralitet, som vi især så indtage den seneste modeuge. Noget, der kan betyde flere ting, men som ifølge chefdesigneren Nadia Cerri, der, udover Stig P, også har været designer hos mærker som Just og Prim I Am, mest af alt handler om at give plads til alle i brandets univers:

“Vi har valgt ikke at definere Oval Square som et brand, der tilhører et specifikt køn. Oval Square har en stil og en bestemt retning, som ikke nødvendigvis er for alle smagsmæssigt. Men alle skal føle sig velkommen til at eksperimentere i vores univers, uanset køn. Det ønsker vi som brand ikke at bestemme for den enkelte forbruger på forhånd,” siger hun, og fortæller om deres overvejelser i forhold til debutkollektionen:

“Vi har haft fokus på at skabe tøj, der både er inspireret af den feminine og maskuline krop både udtryksmæssigt og i pasform, og det er vores mål at skabe en stærk historik med det udgangspunkt. En del af kollektionen appellerer mere til den feminine side, men vi arbejder meget med kontrasterne mellem det feminine og det maskuline,” siger hun videre om Oval Square, der, som navnet hentyder, er lige så rundt, som det er firkantet. Brandet beskriver blandt andet sig selv som regelbrydende, men traditionstro, basic, men aldrig kedeligt, stolt, men aldrig prætentiøst. Og så ligger ambitionerne udenfor Danmarks grænser fra start. Det betyder blandt andet, at første kollektion fra dag ét sælges både online og wholesale internationalt via showrooms i Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Holland, Belgien, Canada og USA.

“Oval Square har rødder i Skandinavien, men brandet har ikke et typisk skandinavisk udtryk. Derfor ønskede vi at favne bredt fra start ved at være mere tilgængelig internationalt,” afslutter Steen Holtermann.

Oval Square blev lanceret den 18. august 2022 og laver fire hovedkollektioner årligt.